Skip to main content
13. februar 2024

470 nye donorer har tilmeldt sig efter stor kampagne

I løbet af tre uger har Odense Kommune og Bloddonorerne Odense stået bag en stor kampagne, som har sat fokus på manglen på bloddonorer både internt i kommunen og eksternt på sociale medier og i pressen. I løbet af kampagneperioden har 470 nye donorer tilmeldt sig, hvilket er over fire gange som mange som i samme periode sidste år.

Af: Odense Kommune | Foto: Odense Kommune
PRESSEMEDDELELSE

Ved hjælp af en ambassadørkampagne internt i Odense Kommune og personlige fortællinger i nyhedsmedierne, har Bloddonorerne Odense og Odense Kommune de seneste tre uger sat fokus på manglen på bloddonorer.

Efter kampagnens afslutning søndag er resultatet positivt for begge parter: I kampagneperioden har hele 470 nye donorer nemlig tilmeldt sig. Det er over fire gange så mange som i samme periode sidste år.

Det fremgår af Bloddonorerne Odenses interne opgørelser, som dog ikke skelner mellem ansatte i Odense Kommune og almindelige borgere.

Jeg er stolt af vores medarbejdere og glad for, at de har taget kampagnen til sig. Vi kæmper hver dag for at sikre, at borgerne er trygge og sunde, og derfor var det også naturligt, at vi bakkede op om den gode sag med en kampagne som denne. Én ting er at sympatisere med sagen, mens noget helt andet er at indtaste sine oplysninger og melde sig til. Det viser tallene tydeligt, at mange har gjort. Både borgere og ansatte i Odense Kommune, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose.

Kampagnens primære virkemidler var aktivering af syv ambassadører, som blev udvalgt på baggrund af deres personlige relation til blod- og plasmadonation. De har blandt andet lagt navn og ansigt til plakater og tryksager, som har prydet gange, mødelokaler og kantiner på udvalgte kommunale arbejdspladser i løbet af kampagneperioden.

Desuden har Bloddonorerne Odenses ‘blodbus’ holdt på Flakhaven ved Odense Rådhus, hvor også forbipasserende har kunne kigge indenfor.

Vigtigt med opbakning

Hos Bloddonorerne Odense er man glad for de mange nye donorer.

Ligegyldigt om det er ansatte i kommunen eller borgere, er det ret fantastisk, at så mange har tilmeldt sig på så kort tid. Det viser, at det betyder noget, når en stor arbejdsplads som Odense Kommune eksponerer sine medarbejdere for sagen. Vi er kommet i kontakt med mange mennesker på én gang, og det gør virkelig en mærkbar forskel, siger Thomas Kaa, formand, Bloddonorerne Odense.

I samme periode sidste år tilmeldte 110 borgere sig som donorer i bloddonorernes system.

At vi ender med at tiltrække fire gange så mange donorer som i samme periode sidste år er et fantastisk resultat. Vi har især kunne se en betydelig forskel, når ambassadørerne har gjort særlige indsatser som at dele deres historier i medierne, tilføjer Thomas Kaa.

I kommunens ambassadørkorps kan man nu sænke skuldrene efter tre uger, hvor arbejdsdagen har været præget af gode samtaler med kolleger og uddeling af tryksager.

Jeg er virkelig glad for, at kampagnen har gjort en forskel. Det har været lidt mærkeligt at se sig selv på plakat, men når det er for et godt formål, er det selvfølgelig det hele værd, siger Dorthe Rasmussen, der er skolelærer på Højby Skole, og som er én af kampagnens syv ambassadører.

Også Vibe Kjøller Hjorth fra Røgfrit Odense i Sundhedsforvaltningen har gjort det som ambassadør. Hun er også glad for, at kampagnen har gjort en forskel.

Det har været dejligt at mærke nysgerrigheden omkring kampagnen. Der er en del, der har henvendt sig på grund af de mange plakater, og det har givet gode snakke på gangene. Det tyder også på, at det heldigvis har resulteret i flere tilmeldte donorer, siger hun.

Foto: Odense Kommune

Fakta:

Om kampagnen
  • I alt er der tilmeldt 470 nye donorer i kampagneperioden, som har kørt fra 15. januar til 2. februar.
  • I samme periode sidste år, hvor der ikke blev afholdt en lignende kampagne, tilmeldte 110 donorer sig.
  • Kampagnen var baseret på frivillighed, og Odense Kommune respekterede fra start de ansattes ret til ikke at ønske at donere blod. Af persondatamæssige årsager har kommunen heller ikke ført tilsyn med, hvor mange, endsige hvilke medarbejdere, som meldte sig som donorer.
  • Derfor er evalueringstallene udelukkende fra Bloddonorerne Odenses interne systemer, og det er således ikke muligt at sige, at enhver tilmeldt donor i perioden arbejder i Odense Kommune.