Skip to main content
23. april 2024

57-årig mand fængslet i Odense: Mistænkt for 17 forhold

En 57-årig mand fra Nordfyns Kommune blev i dag i grundlovsforhør ved Retten i Odense fængslet i 4 uger. Han er sigtet for i alt 17 forskellige forhold og flere er på vej.

Af: Fyns Politi | Foto: Politiet
PRESSEMEDDELELSE

Den 57-årige mand blev anholdt i går, hvor han blev sigtet for 17 forskellige forhold, bl.a. indbrud, berigelse, databedrageri, og brugstyveri.

Mere end 70 sager siden oktober 2023

Fyns Politi forventer dog, at der er flere sager på vej mod manden, da han er mistænkt i mere end 70 sager fordelt på flere politikredse – de 37 her på Fyn. De mere end 70 sager handler alle om kriminalitet af samme type, som de 17 forhold, han nu er blevet sigtet for, og de er alle begået siden oktober 2023, hvor manden blev løsladt fra afsoning.

Anklager Pernille Hermansen siger:

Vi er tilfredse med, at den sigtede er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Dels fordi mængden af sager er så stor, og dels fordi det er vores vurdering, at vi er nødt til at sætte foden ned nu, for at undgå at personen forsætter den kriminelle løbebane. Det handler så at sige om ”at sætte en prop i”, så vi undgår, at endnu flere borgere bliver snydt og bedraget af manden.

Der pågår nu en videre efterforskning af de mange sager, som altså også indbefatter sager fra andre politikredse.