Skip to main content
24. april 2025

6 år med lopper, oplevelser og fællesskab

Kirppu Dalum fejrer sin fødselsdag den 26. april. Dagen byder på standlejetilbud, konkurrencer, gratis fadøl og sodavand – og en masse loppefund.

Af: Kirppu ApS | Foto: Silje Louw Kirppu Group ApS
Pressemeddelelse

På lørdag slår Kirppu Dalum dørene op til en stor fødselsdagsfest. Det er seks år siden, butikken åbnede – og det skal selvfølgelig fejres med manér. I de seks år har Kirppu Dalum ikke blot været en populær destination for genbrugsglade kunder, men også et samlingspunkt for lokalt fællesskab og genbrugsshopping.

Siden åbningen har butikken været en vigtig del af kædens fortsatte vækst, og den har været med til at sætte fokus på, hvordan moderne loppemarkeder kan kombinere hyggelig stemning, gode fund og en cirkulær tilgang til forbrug.

”Vi elsker at samle mennesker – og ting med historie”

Fødselsdagen markeres med en festlig dag, hvor både store og små kan være med. Der vil være særlige tilbud på standleje, så nye standlejere kan prøve kræfter med at sælge, mens de garvede kan fejre endnu et år med genbrugssalg.

Freja Lykke Olsen, butikschef i Kirppu Dalum, siger:

Vi er virkelig stolte af det fællesskab, vi har bygget op her i Dalum. Vores kunder og standlejere er kernen i det hele – mange har været med i flere år, og det betyder meget for os. Vi glæder os til at fejre dagen sammen med hele lokalområdet og vise, hvor hyggeligt og sjovt det kan være at handle og sælge brugt.

Fest, fællesskab og gode fund

Som en del af fejringen har Kirppu Dalum et ekstraordinært tilbud på standleje, gratis fadøl og sodavand hele dagen og underholdning for børnene, herunder maskotten Loppen Louie, der uddeler balloner og slikkepinde.

Arrangementet finder sted lørdag den 26. april kl. 10-17 i butikken på Dalumvej 42, 5250 Odense SV – og hele byen er velkommen til at komme og fejre fællesskabet, finde unikke ting og få nye oplevelser.