Agedrup Skole kæmper for æren i ”Verdens bedste robotby”
Når den landsdækkende finale i robot- og innovationskonkurrencen First Lego League fredag finder sted i Odense, har "verdens bedste robotby i børnehøjde" ét hold med.
PRESSEMEDDELELSE FRA ODENSE KOMMUNENår den landsdækkende finale i robot- og innovationskonkurrencen First Lego League i morgen finder sted i Odense, har "verdens bedste robotby i børnehøjde" ét hold med. Finaleeleverne fra Agedrup Skole pustes dog i nakken af kammerater fra alle byens andre folke- og specialskoler. Lige nu opruster alle på lignende teknologisk udstyr, takket være en stor donation fra Meta i Odense.
First Lego League er en konkurrence, der præmierer børns evner inden for samarbejde, kreativitet, innovation, programmering og design. I en del af konkurrencen finder deltagerne selv kreative løsninger på samfundsrelaterede udfordringer. I en anden del designer, bygger og koder de deres egen robot, så den bliver i stand til at gennemføre en bane med forskellige opgaver. Ved konkurrencen benytter eleverne teknologi fra Lego Education.
I Odense er det ikke kun finaleholdet fra Agedrup Skole, der bliver dygtige til den disciplin. Samtlige 34 folke- og specialskoler har nemlig nu modtaget to klassesæt med Spike Essentials og Prime fra Lego Education, takket være en donation fra Meta på 1,7 millioner kroner til "Verdens bedste robotby i børnehøjde". Så nu er lærere og elever godt i gang med at udforske potentialet i de nye dimser og dutter.
