Skip to main content
24. februar 2025

Andersen Forever: 150-året for H.C. Andersens død markeres med storstilet indsats

Odense markerer 150-året for H.C. Andersens død med en række spændende events i hele byen, der hylder Andersen og giver nyt liv til forfatterens værker.

Af: Viktor Bork | Foto: VisitOdense

Det er snart 150 år siden, at H.C. Andersen gik bort – men hans historier lever videre.

Inden sin død nåede den folkekære forfatter at sætte et enormt præg på vores fælles kulturarv med sine digte, fortællinger og ikke mindst eventyr, som gjorde ham verdensberømt og elsket langt ud over Danmarks grænser.

Fra den 4. august 2025, datoen for 150-året for hans død, og ind i efteråret bliver H.C. Andersen og hans værker vakt til live, når jubilæet markeres med den storstilede satsning “Andersen Forever”.

Markeringen af Andersens død vil fylde Odense med et ambitiøst kulturprogram spækket med spændende events, som hylder odenseaneren og hans stadige popularitet.

Nyt liv  

Markeringen af 150-året for H.C. Andersens død giver nyt liv til de værker, der omhandler liv og død, savn, minde, efterliv og udødelighed.

I anledning af ”Andersens Forever” vil byen blive fyldt med udstillinger, performances, interaktive installationer og samtaler med lokale, nationale og internationale kunstnere, der har fokus på at skabe levende oplevelser med afsæt i Andersens univers.

Programmet er arrangeret i samarbejde blandt mere end 20 af byens kulturinstitutioner, herunder Kunstmuseum Brandts, Museum Odense og OFF – Odense International Film Festival.

Programmet

Programmet til ”Andersens Forever” vil blandt andet byde på en poetisk vandring i H.C. Andersen Haven og store dele af H.C. Andersens Hus, som åbner begivenhedsrækken.

Derudover kan du glæde dig til at opleve H.C. Andersens ”Skyggen” som lydteater og den mobile teaterperformance “Himmelhviskerne”, mens temaet for Odense Blomsterfestival 2025 også bliver skabt i sammenspil med ”Andersen Forever”.

Du kan læse mere her, hvor det resterende program til ”Andersens Forever” også løbende vil blive offentliggjort.