Skip to main content
8. maj 2024

Antallet af indbrud er faldet i Odense

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der er store forskelle i udviklingen af indbrud i danskernes hjem. Her i Odense er tallene dog gået i en positiv retning. 

Af: Rikke Hansen | Foto: Pexels

På forårets helligedage tager danskerne gerne på ferie – en tur i sommerhuset, på besøg hos familie eller måske endda en udlandsrejse. Det er tyvene desværre godt klar over, og det kan derfor være en god ide at tage sine forholdsregler, og alliere sig med naboerne, så ens hjem kan være sikkert, mens man er væk.

Færre indbrud i Odense

Dog har indbrud i det seneste kvartal været et faldende problem her i Odense. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bo Trygt, der er baseret på netop offentliggjorte tal for antallet af anmeldte indbrud i årets første kvartal fra Danmarks Statistik.

Tallene viser, at der på landsplan er blevet anmeldt 3.438 indbrud i private hjem i årets første kvartal, og det er 5 % over niveauet fra sidste år. Dog afslører tallene, at der er store lokale forskelle.

I Odense er antallet af anmeldte indbrud i private hjem faldet fra 115 i samme periode sidste år til 80 i år. Det er et fald på 30 %.

Alliér dig med naboen

Selvom antallet af indbrud er faldet i Odense, anbefaler Bo trygt fortsat, at man forsøger at sikre sit hjem i den kommende ferieperiode.

Et af deres bedste råd er, at man tager fat i sine naboer. Ifølge Bo trygt er opmærksomme naboer nemlig et af de mest effektive midler mod indbrudtyve.

Det værste, en indbrudstyv ved, er uforudsigelighed og at blive set. Hjælp derfor hinanden i boligkvartererne med at holde øje med hinandens hjem, og hvis nogen er bortrejst, kan I flytte lidt rundt på deres havemøbler, parkere en bil i indkørslen eller på anden vis skabe liv og tilstedeværelse. Og møder I fremmede i kvarteret, så hils på dem og spørg eventuelt, om der er noget, I kan hjælpe med. Det vil skræmme langt de fleste indbrudstyve væk, siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.

Herunder kan du se tallene fra Danmarks Statistik, der viser antallet af anmeldte indbrud i private hjem på Fyn:

Kilde: Danmarks Statistik.

Fakta:

Bo trygts guide til sikring af huset

  • Sæt sikringsbeslag på vinduerne – særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set, f.eks på bagsiden af huset, på kælder- og stueplansniveau eller bag høje buske eller træer
  • Er du i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede
  • Sæt hængelås på skuret – særligt hvis du har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med
  • Har du en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, så sæt en rigtig lås på, fx en kodelås eller en lås med nøgle
  • Find flere gode råd om, hvordan du kan indbrudssikre dit hjem, på www.bolius.dk/indbrud-i-boligen

Hent Nabohjælps app, og brug den til at aftale feriehjælp og dele advarsler: Nabohjælp med i lommen (nabohjaelp.dk)

Kilde: Bo Trygt