Fra den 6. til 10. juli danner Rågelund Efterskole ved Odense rammen om Blå Kors Danmarks ferielejr for børn i alderen 7-12 år.
Her venter fem dage med fællesskab, aktiviteter og sommeroplevelser for børn, som har brug for et pusterum fra hverdagen og mulighed for at møde nye venner.
Sommerferien er ikke lige let for alle børn. Nogle oplever ensomhed eller bekymringer, mens andre ikke har de samme muligheder for ferieoplevelser som mange af deres klassekammerater. Derfor betyder det meget at kunne tilbyde en uge med fællesskab, grin og gode oplevelser, siger Sandra Trampedach Junget, projektleder for Blå Kors Danmarks ferielejre.
Lejren foregår i naturskønne omgivelser på Rågelund Efterskole, hvor børnene skal lege, synge, tage på udflugt og være en del af et fællesskab med både andre børn og frivillige voksne.
Fællesskab og gode oplevelser
Bag Fynslejren står en gruppe frivillige, som bruger en uge af deres sommerferie på at skabe gode oplevelser og trygge rammer for børnene.
Ifølge projektleder Sandra Trampedach Junget er det ofte fællesskabet, der gør den største forskel.
Mange af børnene kommer hjem med nye venner og oplevelsen af, at de ikke står alene. De får gode minder og erfaringer med fællesskaber, som de kan tage med sig videre, når lejren er slut, siger hun.
Lejren er én af Blå Kors Danmarks 11 sommerlejre, som afholdes rundt om i landet denne sommer.
Fakta om sommerlejren på Fyn
-
Afholdes på Rågelund Efterskole, Rågelundvej 179, 5240 Odense NØ
-
Finder sted fra den 6.-10. juli 2026.
-
25 børn i alderen 7-12 år deltager.
-
Lejren er én af 11 sommerlejre, som Blå Kors Danmark afholder rundt om i landet. I alt deltager omkring 250 børn og unge.
