28. april 2026

|

Pressemeddelelse

31-årig mand anholdt i forbindelse med skudafgivelse i Odense

Fyns Politi har anholdt en 31-årig mand fra Odense Kommune i forbindelse med en anmeldelse om afgivelse af skud på Peter Willemoes Vej mandag kl. 21.31.

31-årig mand anholdt i forbindelse med skudafgivelse i Odense
Af: Fyns Politi | Foto: Rigspolitiet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Mandag aften kl. 21.31 fik Fyns Politi en anmeldelse om, at der var hørt skud på Peter Willemoes Vej i Odense. Første patrulje er fremme kort efter, og kl. 21.47 kan politiet anholde den 31-årige. I forbindelse med anholdelsen af den 31-årige har politiet beslaglagt et skydevåben, der formodes at være gerningsvåbnet. Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med hændelsen.
Efterforskning skal klarlægge hændelsesforløb
Fyns Politi efterforsker hændelsen bredt og arbejder lige nu på at klarlægge det præcise hændelsesforløb.
Der pågår en efterforskning nu, med henblik på at klarlægge det præcise hændelsesforløb for i går aftes yderligere. Herunder taler vi med vidner og undersøger de tekniske spor, der er blevet sikret på gerningsstedet, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein.
Relateret til bandemiljøet i Odense
Politiet undersøger blandt andet om skudafgivelsen er relateret til en igangværende konflikt mellem to grupperinger i Odense. Det er politiets opfattelse, at den anholdte har relationer til bandemiljøet i Odense.
Vi undersøger naturligvis om hændelsen mandag aften er relateret til den konflikt, vi har mellem to grupperinger i Odense. Det er klart, at det er en del af den efterforskning, som pågår. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke udtale os nærmere af hensyn til politiets efterforskning, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein.­­­
Den anholdte er desuden sigtet for besiddelse af et kilo kokain. Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense tirsdag kl. 14.
Event Information