Når jeg møder barnet, starter jeg ofte med at give dem en Theo- eller Thea-bamse. På den måde bliver bamsen fra starten et blødt holdepunkt i en situation, som ellers kan være lidt hård at komme igennem. Jeg er ikke i tvivl om, hvor stor en ro det giver børnene, når man fra starten viser dem, at man vil dem det bedste – og det er er de her krammebamser et rigtig godt billede på, siger Rikke Hedegaard Hybel.På hospitalerne er det ikke kun børnene, der får glæde af krammebamserne. De er både en trofast ven under behandlinger og en vigtig påmindelse om, at man ikke er alene. Samtidig er de et værdifuldt redskab for personalet, som bruger krammebamsen til at skabe ro, tillid og tryghed under behandlingen.
Når barnet først har fået sin bamse, bruger vi den til at møde dem i øjenhøjde og støtte dem i at mestre en situation, de ikke nødvendigvis har været i før. For eksempel kan vi finde på at bruge Theo til at vise, hvordan narkosemasken fungerer, før det bliver barnets tur. På den måde bliver det hele mere håndgribeligt og mindre farligt, fordi børnene ikke er alene om det. Som børnesygeplejerske er bamserne et enormt effektivt værktøj, siger Rikke Hedegaard Hybel.
Thea og Theo er med fra hospitalsstue til børneværelse
Siden 2007 har krammebamserne været en fast del af arbejdet på Danmarks børneafdelinger. Her er personalets erfaring, at Thea og Theo hjælper børnene bedst, hvis de møder krammebamserne tidligt i deres behandlingsforløb. Samtidig oplever mange forældre, at krammebamsen gør det lettere at tale med barnet om mødet med hospitalet.Thea og Theo er tænkt som en tryg ven i et forløb, der for mange indlagte børn kan føles uforudsigeligt og måske skræmmende. Når bamserne er med helt fra starten, bliver de en fast støtte, som barnet kan knytte sig til og tage med sig, både hvis behandlingen fortsætter derhjemme eller hvis der skal sættes ord på noget svært, siger Galina Plesner, projektchef i TrygFonden, og fortsætter: For os i TrygFonden betyder det meget at kunne bidrage med noget så enkelt og alligevel så virkningsfuldt. Både for børnene, forældrene og for det personale, der hver dag gør en kæmpe indsats for at hjælpe dem.
