Forbedret sundhed gennem forebyggelse
Sundhedsudvalget etablerede i februar måned ekspertrådet med ambitionen om at forbedre odenseanernes sundhed gennem styrket forebyggelse. Ekspertrådet giver med sine anbefalinger bud på konkrete, målrettede indsatser, som kan reducere de mest væsentlige risikofaktorer og årsager til sygdom, ligesom rådet giver bud på, hvordan samfundet kan indrettes, så det bliver mere naturligt at træffe sunde valg. I rapporten præsenterer Ekspertrådet for Forebyggelse og Sundhedsfremme derfor 69 konkrete anbefalinger til, hvordan Odense Kommune kan arbejde målrettet og prioritere de mest virkningsfulde veje mod et sundere Odense.Kort og længere sigte
Anbefalingerne er delt op i to dele. Den første del, som eksperterne ved virker, og som bør igangsættes nu - og anden del, som fokuserer på kendte udfordringer, hvor der er et stort behov, klare muligheder, men hvor det kræver mere arbejde at sætte nye indsatser i gang. Formanden for ekspertrådet, Dorte Gyrd-Hansen, fortæller, at det ikke er en udtømmende liste over konkrete tiltag og påpeger samtidig, det er vigtigt, at rapporten bliver set som en buket af forslag, der efterfølgende skal tilpasses Odense Kommune.Vores mål har været at levere et solidt vidensgrundlag, som politikere og ledere i Odense Kommune kan bruge til at prioritere forebyggelse og sundhedsfremme klogt og målrettet. Vores håb er, at anbefalingerne kan give et perspektiv på, hvordan man som kommune kan blive dygtigere til at fremme sundhed, reducere ulighed og investere i livskvalitet, siger professor i sundhedsøkonomi Dorte Gyrd-Hansen.
Nu går arbejdet i gang
Og det er præcis det, sundhedsrådmand Tommy Hummelmose havde håbet på. Han har derfor læst anbefalingerne med stor interesse og ser nu frem til at arbejde videre med dem.Med anbefalingerne fra ekspertrådet, er vi nu klar til at tage de næste skridt på vejen mod at skabe en sundere by og flere sunde leveår for borgerne i Odense. Jeg synes, der er mange spændende og konkrete tiltag, der giver rigtig god mening at arbejde videre med. Nu er det op til mine kollegaer og mig at realisere dem. Der ligger stadig et stort arbejde foran os, men vi har nu et fantastisk fundament til at træffe de rigtige beslutninger, siger Tommy Hummelmose.Ekspertrådets anbefalinger kommer kort tid efter, at Odense Kommune netop har vedtaget en ny politik for forebyggelse og sundhedsfremme. Politikken Flere Sunde Leveår har sat et mål for, at indbyggerne i Odense Kommune i 2035 skal have flere sunde leveår end landsgennemsnittet, og allerede i 2029 skal man kunne se en markant forbedring af odenseanernes mentale trivsel, fysiske aktivitet, alkoholforbrug samt rygning og brug af nikotinprodukter.
