97 eftersøgningsager blev afsluttet i forbindelse med fogedaktion
Torsdag den 6. marts 2025 afholdt Fyns Politis Eftersøgningsenhed med støtte fra Nærhed og Tryghed samt Fogedretten i Odense en fælles fogedaktion i Odense Kommune.
Fyns Politis Eftersøgningsenhed har i øjeblikket mere end 600 sager med borgere, der er eftersøgt af politiet, idet de har udstående med Fogedretten og ikke har overholdt aftaler eller indkaldelser til retten.
Fyns Politi og Fogedretten havde derfor iværksat en fællesaktion, hvor Fogedretten holdt ekstraordinært åbent. Forud for dette havde Fogedretten i Odense tilskrevet alle relevante personer i Odense Kommune, at de havde mulighed for at få ordnet deres mellemværende med Fogedretten ved at rette henvendelse I Fogedretten torsdag den 6. marts mellem kl. 15.00 og 18.30.
Samtidigt opsøgte patruljer fra Eftersøgningsenheden og Nærhed og Tryghed de relevante borgere på deres bopæl med henblik på at foretage en evt. anholdelse og indbringelse.
