03. juli 2025

|

Pressemeddelelse

Broløkke Sportsrideklub modtager 230.000 kroner til renovering af nordfacaden

Det var et kærkomment besøg, da Bilka Odense den 1. juli overrakte en stor donation til Broløkke Sportsrideklub. Med pengene kan den gamle bindingsværksgård nu få nyt liv – og fortsat danne rammen om et fristed, hvor børn og unge hver uge finder fællesskab, ansvar og selvtillid gennem arbejdet med hestene.

Broløkke Sportsrideklub modtager 230.000 kroner til renovering af nordfacaden
Af: Salling Fondene | Foto: Salling Fondene

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Der var stor begejstring hos Broløkke Sportsrideklub, da Bilkas varehuschef Morten Johansen mødte op den 1. juli og overrakte donationen fra Salling Fondene, indstillet af Bilka Odense. Beløbet går til en omfattende renovering af klubbens historiske bindingsværksgård fra 1830, hvor den slidte nordfacade står foran en tiltrængt istandsættelse. Klubben havde inviteret både medlemmer, naboer og lokale samarbejdspartnere til overrækkelsen.
Donationen fra Salling Fondene har givet os troen tilbage. Vi har kæmpet i årevis for at redde vores gamle gård, og nu tør vi for alvor tro på, at Broløkke har en fremtid, fortæller Gitte Cornaby Elster, frivillig ildsjæl og talsperson for Broløkke Sportsrideklub.
På Broløkke skaber vi et fristed for børn og unge, hvoraf flere har det svært. Når de passer hestene, får de ansvar og succesoplevelser. Det er fantastisk at se, hvordan de vokser og udvikler sig, når de tager del i fællesskabet her i klubben.
Renoveringen af nordfacaden vil ikke blot sikre bygningens fremtid, men også skabe tryggere og sundere rammer for de mange børn og unge, der hver uge finder fællesskab og styrke i rideklubbens miljø. Donationens økonomiske rygstød betyder, at klubben nu er markant tættere på målet om at bevare stedet som lokalt samlingspunkt.
Samlingssted for hele nabolaget
Broløkke Sportsrideklub er ikke kun for klubbens medlemmer. Også klubbens naboer, der både tæller daginstitutioner, familier og det lokale børnehjem, har stor glæde af faciliteterne på Broløkke. Derfor kommer donationen hele lokalområdet til gavn.
Vi er både stolte og glade for, at vi har mulighed for sammen med Salling Fondene at donere til så godt et formål. Renoveringen af rideklubben gør, at forholdene bliver optimeret for de mange børn og unge, der bruger faciliteterne, og det er glædeligt, siger Morten Johansen, varehuschef i Bilka Odense.
Salling Fondene giver tilbage til fællesskabet
Salling Fondene har, som eneejer af Salling Group siden 2017, støttet projekter i hele landet for mere end 2,3 milliarder kroner til kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og andre velgørende formål. Siden 2020 har Bilkas varehuse indstillet projekter, der gør en forskel for børn og unge i nærområdet. Det har allerede resulteret i støtte til lokale projekter til en samlet værdi på 20 mio. kr. – til alt fra multibaner og legepladser til klubhuse, bålhytter og teaterscener. Hos Bilka er fokus klart: Børn trives, når de er en del af et godt fællesskab. Derfor indstiller hvert varehus to gange årligt initiativer, der kan skabe lokale samlingssteder for børn og unge eller styrke områdets børnefællesskaber – hvad enten det sker gennem Salling Fondene elle via Bilkas egne donationer til børnefællesskaber, lokale sponsorater eller strategiske samarbejde med Julemærkehjemmene. Salling Fondene bevilger pengene i tæt samarbejde med Bilka for at sikre, at overskuddet fra koncernen bliver omsat til konkrete, varige forbedringer for børn og unges trivsel og mentale helbred over hele Danmark.
Event Information