05. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

Efterårsferie på Brandts

Efterårsferien på Kunstmuseum Brandts byder på kunst, rundvisninger og aktiviteter for børn og voksne i alle aldre.

Efterårsferie på Brandts
Af: Kunstmuseum Brandts | Foto: Kunstmuseum Brandts

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Efterårsferien byder på flere forskellige oplevelser på Kunstmuseum Brandts, som er perfekte til at slippe børnene løs i. Oplev Kunst på bordet!, sanseudstillingen HuskMitNavn eller Tau Lewis – Close to Earth. Det er også sidste chance for at se udstillingen Den fantastiske bus, som slutter den 18. oktober.

Derudover er Familieværkstedet også åbent i efterårsferien, hvor der er plads til kreativ fordybelse, og hvor både børn og voksne kan skabe deres eget værk i dragepapir og enten tage det med hjem eller udstille det i Spetaklet.

Udstillinger i efterårsferien

Den 10. oktober åbner udstillingen Kunst på bordet!, hvor man kan opleve et overflødighedshorn af værker med opstillinger af frugter, stearinlys, halvtomme karafler og bugnende fade i den elskede stillebengenre på Kunstmuseum Brandts.

Udstillingen præsenterer, hvordan genren har ændret sig gennem tiden. De 90 værker strækker sig over 400 års kunsthistorie og fortæller en historie om, hvordan kunsten har spejlet sig i samfundet gennem tiden. Der er familieomvisning hver dag fra kl. 11.30 til 12.00, hvor nysgerrige børn og voksne kan udforske kunsten gennem sanselige øvelser og små fortællinger.

Sanseudstillingen HuskMitNavn er også åben i efterårsferien og udforsker den traditionelle tilgang om, at man skal være stille og ikke røre ved kunsten, når man er på museum. Her kan man forsvinde ind i et Jackson Pollock-drypmaleri, klatre i en Piet Mondrian-installation eller tage fluevinger på og bestige en gigantisk lort. Udstillingen er særligt egnet til børn mellem 4 og 10 år og deres voksne. På grund af efterårsferien forventes der at blive mere travlt end normalt, så man opfordres til at booke en billet i god tid.

Den canadiske kunstner Tau Lewis' udstilling Close to Earth kan også besøges. Udstillingen, som er kunstnerens største til dato, er skabt i samarbejde med kunsthallen Tramway i Glasgow og Performa Biennalen i New York. Med de genbrugte materialer fletter hun emner som bæredygtighed, klimakrise, arternes overlevelse og samhørighed sammen med spiritualitet, kulturelle rødder og opgør med tidligere tiders hierarkier i både kunsten og verdenshistorien.

Det er dermed også sidste chance for at udforske Jakob Martin Strids fortryllende univers i udstillingen Den fantastiske bus, som omfatter 15 års arbejde gennem mere end 80 originale tegninger i storformat fra tegnerens vidunderlige nye bog Den fantastiske bus. Bogen er beskrevet som et hovedværk i dansk tegnekunst og vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2024.

250 års dansk kunsthistorie

Den faste samling på Kunstmuseum Brandts omfatter 250 års dansk kunsthistorie.

Klassikere som Jens Juel, H.A. Brendekilde, Vilhelm Hammershøi og Anna Ancher vises side om side med kunstnere som Elisabeth Jerichau-Baumann og Agnes Slott-Møller, der først i de senere år har indtaget deres retmæssige plads i kunsthistorien.

Den moderne samling rummer værker af Vilhelm Lundstrøm, Ebba Carstensen, Vilhelm Bjerke Petersen, Sonja Ferlov Mancoba, Asger Jorn, Poul Gernes, Per Kirkeby og Kirsten Lockenwitz.

Udstillingen præsenterer også et udvalg af museets nyerhvervelser, herunder samtidskunstværker af Nina Beier, Rasmus Myrup og Benedikte Bjerre.

Rundvisninger i efterårsferien

Lørdag den 10. oktober 2026 kl. 14.00 – Rundvisning i udstillingen Kunst på bordet!

Torsdag den 15. oktober 2026 kl. 14.00 – Rundvisning i udstillingen Jakob Martin Strid – Den fantastiske bus

Torsdag den 15. oktober 2026 kl. 16.00–20.00 – Strik og drik i Kunstcafé Brandts

Lørdag den 17. oktober 2026 kl. 12.30 og kl. 14.00 – Rundvisning i udstillingen Jakob Martin Strid – Den fantastiske bus

 

 

Nøgleord
Kultur
Event Information