Det danske formandskab er en oplagt mulighed for at sætte spot på europapolitik og EU’s betydning for Danmark. EU er ikke noget, der kun sker i Bruxelles. EU træffer beslutninger, som har stor betydning for din og min hverdag. Derfor glæder jeg mig til at komme bredt rundt i Danmark, få nye perspektiver og indgå i dialog om forskellige EU-politiske emner. Jeg håber, at folk har lyst til at komme med gode idéer og input, som jeg kan tage med mig videre under det danske EU-formandskab, siger europaminister Marie Bjerre.
Fokus på unge
Første stop på turen er Syddansk Universitet, hvor ministeren særligt vil drøfte trusler mod demokratier og EU's grundlæggende værdier med de studerende. Og der er en særlig grund til, at ministeren starter dialogen med de unge.Som europaminister brænder jeg særligt for at få de unge i tale. De er fremtidens stemmer i både Danmark og EU. De unge har ofte nye perspektiver og innovative idéer, som kan være med til at forme fremtidens løsninger, siger europaminister Marie Bjerre.Ministeren besøger følgende uddannelsesinstitutioner:
- Syddansk Universitet i Odense den 3. februar
- Himmerlands Erhvervs- og gymnasieuddannelse (HEG) i Aars den 3. marts
- Uldum Højskole i samarbejde med Nyt Europa den 17. marts
- University College Nordjylland (UCN) i Hjørring den 5. maj
- I Viborg den 19. februar i samarbejde med Europabevægelsen.
- I København i løbet af foråret sammen med den franske europaminister Benjamin Haddad i samarbejde med Tænketanken Europa.
- I Flensborg i samarbejde med konsulatet i Flensborg den 26. maj
- Under Folkemødet på Bornholm den 13. juni i samarbejde med Europa-Kommissionens kontor i Danmark.
