Genkender du dette falske bankbud?
Fyn er igen ramt af kontaktbedragerier med et eller flere falske bankbude.
Den 3. november fik Fyns Politi flere anmeldelser fra ældre, der var blevet kontaktet af en falsk bankmedarbejder, og flere havde også udleveret deres bankkort.
De forurettede er alle ældre kvinder, der var blevet kontaktet af ”deres bank”, fordi deres hævekort skulle udskiftes, hvorfor den falske bankperson ville sende et bankbud for at hente forurettedes bankkort. Flere af de forurettede afleverede herefter deres kort til det falske bankbud. Hævekortene blev kort tid efter misbrugt i hæveautomater, hvor der blev hævet eller forsøgt hævet flere tusinde kroner. I et af tilfældene udleverede den forurettede også sine smykker til bankbuddet.
