20. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

GF Forsikring tager nyt domicil i brug i Odense

Efter flere års udvikling og byggeri kan AP Ejendomme nu byde GF Forsikrings medarbejdere velkommen i et nyt, skræddersyet domicil i Cortex Park i Odense.

GF Forsikring tager nyt domicil i brug i Odense
Af: AP Pension | Foto: AP Pension/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

I dag, den 20. oktober, tager GF Forsikring sit nye domicil – GF Huset – i brug i Cortex Park i Odense M. Det godt 16.000 kvadratmeter store domicil er udviklet og opført af Raundahl & Moesby for AP Ejendomme i tæt samarbejde med GF Forsikring og PLH Arkitekter. Resultatet er et fremtidssikret forsikringshus, der er skræddersyet til GF’s organisation, kultur og fortsatte medlemsvækst.

Byggeriet kombinerer fleksibilitet, funktionalitet, trivsel og bæredygtighed og rummer moderne arbejds- og mødefaciliteter omkring et centralt atrium, der understøtter fællesskab og videndeling.

For AP Ejendomme illustrerer projektet værdien af et godt samarbejde mellem investor, lejer, rådgivere og totalentreprenør om at skabe langsigtede og fremtidssikrede rammer.

Med GF Huset har vi skabt en moderne og fremtidssikret ejendom, der understøtter GF Forsikrings fortsatte udvikling. Gennem hele forløbet har vi haft høje ambitioner for kvalitet, bæredygtighed og brugsværdi med DGNB Guld og EU-taksonomien som vigtige pejlemærker, fortæller Mikkel Lieberkind, der er ejendomsinvesteringsdirektør i AP Ejendomme.

GF Huset er resultatet af et åbent og tillidsfuldt samarbejde med GF Forsikring, PLH Arkitekter og Raundahl & Moesby. Vi har haft en fælles ambition om at skabe et forsikringshus med høj kvalitet, stor funktionalitet og lang levetid, samtidig med at huset understøtter de mennesker, der skal bruge det hver dag, fortsætter han.

Høje ambitioner for bæredygtighed og fremtidssikring

Bæredygtighed har været et centralt fokus gennem hele projektet. Byggeriet er udviklet og opført med henblik på både at opnå DGNB Guld-certificering og på at opfylde EU-taksonomiens krav til nybyggeri under aktivitet 7.1, og al dokumentation til disse processer er indleveret.

I udviklings- og opførelsesfaserne er der blandt andet arbejdet med ressourceoptimering, energieffektive løsninger og materialevalg, der reducerer miljøpåvirkningen og understøtter en lang levetid.

Fleksibiliteten i bygningens udformning betyder desuden, at ejendommen kan tilpasses fremtidige behov uden omfattende ombygninger.

Et hus skræddersyet til GF Forsikring

GF Forsikrings medlemsvækst gennem de senere år har skabt behov for mere plads og nye rammer, der understøtter den daglige drift og styrker fællesskabet. Derfor har brugernes ønsker og behov været et centralt omdrejningspunkt gennem hele udviklingsprocessen.

Raundahl & Moesby har været med gennem hele projektet fra udvikling og projektering til aflevering. GF Forsikring har været meget tilfreds med samarbejdet:

Gennem hele forløbet har Raundahl & Moesby forstået vores behov som lejer og sikret en åben og transparent økonomisk dialog, så alle beslutninger kunne træffes på et oplyst grundlag. Vi vil i den forbindelse også takke AP Ejendomme og PLH Arkitekter samt de mange underleverandører for samarbejdet. Resultatet er et domicil, der er skræddersyet til vores organisation, vores medarbejdere og den måde, vi ønsker at arbejde på i fremtiden, lyder det fra Mark Palmberg, adm. direktør i GF Forsikring.

Samarbejde som grundlag for succes

For Raundahl & Moesby har projektet været kendetegnet ved et tillidsfuldt samarbejde mellem alle projektets parter.

-

Det gode samarbejde med bygherre, lejer og rådgiverteamet har gjort det muligt at skabe et domicil, hvor arkitektur, funktionalitet, fleksibilitet og bæredygtighed går hånd i hånd. Den åbne og konstruktive dialog gennem hele forløbet har været afgørende for, at vi i dag står med et domicil, der er skræddersyet til GF Forsikrings behov og fremtidige udvikling, siger Carsten Raundahl, adm. direktør i Raundahl & Moesby.

Arkitektur med fokus på mennesker

Bag projektets arkitektur står PLH Arkitekter, som har arbejdet med at omsætte de mange ønsker til en samlet løsning, hvor medarbejderoplevelse, samarbejde og trivsel er prioriteret højt.

Bygningen er kendetegnet ved store mængder dagslys, åbne forbindelser mellem etagerne og fleksible arbejds- og mødemiljøer. Målet har været at skabe et levende og inspirerende miljø for både medarbejdere, medlemmer og gæster.

Vi står i dag med én samlet arkitektonisk løsning, der forener GF Forsikrings ønsker til deres moderne domicil, AP Ejendommes ambitioner om at skabe en attraktiv og langsigtet ejendomsinvestering samt Raundahl & Moesbys byggetekniske erfaring. Hele processen er foregået i et fortrinligt samarbejde mellem alle parter, og resultatet er en moderne arbejdsplads med særligt fokus på stærke fællesområder og stor fleksibilitet, der kan understøtte GF Forsikrings udvikling mange år frem, fortæller Lars Toksvig, partner hos PLH Arkitekter.

En langsigtet investering i Odense

Det nye domicil ligger i Cortex Park, som over de senere år har udviklet sig til et af Odenses mest attraktive erhvervsområder med nærhed til universitet, letbane og motorvej. For AP Ejendomme er projektet samtidig et eksempel på selskabets ambition om at investere i ejendomme, der kombinerer høj kvalitet, stærke brugeroplevelser og langsigtet værdiskabelse.

Det nye GF-hus i Odense M er den tredje domicilbygning i GF Forsikrings snart 60-årige historie. De to forrige domiciler lå i henholdsvis Næsby i Odense N og Tarup i Odense NV.

Fakta om projektet

Bygherre og investor: AP Ejendomme

Lejer: GF Forsikring

Totalentreprenør: Raundahl & Moesby

Arkitekt: PLH Arkitekter

Rådgivende ingeniør: SWECO

Areal: 16.006 m² - heraf kælder: 3.545 m²

Placering: Cortex Park, Odense M

Afleveret: 1. september 2026, herefter indrettet af lejeren, GF Forsikring

Designet til ca. 500 fysiske arbejdspladser med mulighed for løbende udvidelse.

Forventet DGNB Guld-certificering og målsætning om overensstemmelse med EU-taksonomiens krav til nybyggeri under aktivitet 7.1.

Event Information