Det er langt fra tilfældigt, at grundlovsfejringen finder sted netop i Den Fynske Landsby. Landsbyens store amfiscene blev etableret under besættelsen som ramme for alsangsstævner og fællesskab, og Den Fynske Landsby er derfor oplagt til at samle mennesker omkring demokratiet i en tid, hvor verden igen opleves mere urolig og uforudsigelig.
Hver eneste dag arbejder vi for demokrati, oplysning og fællesskab mellem mennesker, for når man taler om demokrati, ligger ord som historie og kulturarv også lige på tungen. Vi er optagede af, at samfundet bygges og vedligeholdes i fællesskab, og arrangementet den 5. juni henvender sig derfor til alle – både gæster, som er historisk interesserede og vant til at gå til grundlovsmøde og på museum, og til dem, der ikke gør nogle af delene. Det er også grunden til, at vi har valgt at gøre arrangementet gratis for alle siger Lise Gerda Knudsen, udviklingschef i Den Fynske Landsby
At gøre grundlovsdag til en festdag for hele familien har været et centralt fokus i planlægningen, og dagens program er sammensat, så både børn, unge og voksne kan være med.
Det skal være sjovt for hele familien at være med, og vi har samlet et program til dagen, der giver plads til leg og tid med hinanden, og hvor grundlovsdagens samlingspunkt – politikere og grundlovstalen – finder sted i anderledes konstellationer. Dagen åbner med fokus på unge, børn og familier, når YouTuberen ComKean indleder sceneprogrammet med en optræden om demokrati og politik målrettet børn og unge mellem 8 og 18 år siger Mette Kronborg Kiilerich Kristensen, børn- og ungechef, Museum Odense
Senere på dagen holder TV-vært og komiker Signe Molde årets grundlovstale, hvorefter scenen overtages af en debat om demokratiets nutid og fremtid med fynskvalgte politikere. Debatten modereres af Thomas Funding fra TV 2 Fyn under overskriften: ”Kan vores historie inspirere os til fremtidens demokrati?”
Dagen byder desuden på fællessang, kor og aktiviteter rundt omkring i Den Fynske Landsby med fokus på demokrati, historie og fællesskab.
Grundlovsdag i Den Fynske Landsby åbner klokken 10.00.
Foto til fri anvendelse.
