Der er imidlertid én betingelse for, at et lumpent kompromis trods alt vil være det bedste. Brutalt sagt: Vil aftalen være det papir værd, den er skrevet på?
Der er en gennemgående svaghed i dansk miljøpolitik, som består i, at man gang på gang enes om nogle mål, som så skal nås ved hjælp af frivillige aftaler med landbruget. Disse frivillige aftaler fører ikke til de aftalte mål. Nogle år senere enes man derfor om en ny målsætning, der atter skal nås ved frivillige aftaler. Og så starter det hele forfra. Som fremhævet i overskriften er det en helt gennemgående erfaring, at der er uendelig lang afstand mellem politiske aftaler og virkeligheden, når det gælder landbruget. Derfor er det (beklageligvis, kan man sige) ikke så afgørende, om man enes om det ene eller det andet præcise mål for kvælstofreduktioner eller udtagning af landbrugsjord. Allerede ved landbrugsaftalen fra 2021 aftaltes det, at 100.000 hektar skulle tages ud af dyrkning, men ved sidste eftersyn var det blot 187 hektar, der faktisk var taget ud. Nu er planen, at landbrugsaftalen helt skal erstattes af trepartsaftalen.Sporene skræmmer, når det gælder, hvad den ny aftale vil være værd.
Det gælder også pesticidanvendelsen, jf. tal fra Miljøministeriet. Sidste år var der igen overtrædelser i cirka 40 procent af de 612 pesticidkontroller, som Landbrugsstyrelsen udførte. Det viser tal, som Politiken har fået tilsendt af Miljøministeriet. Om kvælstofudledning fremgår det samme mønster af Rigsrevisionens Rapport. Det, man fra den grønne side bør fokusere på, er derfor de konkrete handlingsplaner. Hvad sker der i det øjeblik de frivillige aftaler om udtagning af jord og kvælstofreduktioner ikke fører til målet? Hvad skal der så ske? I trepartsaftalen er ordet ekspropriation nævnt som en mulighed. Men der er ikke meget i den hidtidige erfaring, der sandsynliggør, at den vil blive benyttet, når det kommer til stykket. Den grønne kronjuvel i aftalen er aftalens enighed om udtagning af 140.000 hektar landbrugsjord til ny natur og 250.000 hektar til skovplantning. Hvis dette mål ikke er nået på den aftalte dato, og der ikke er nogen plan for, hvad man så gør, vil det definitivt undergrave enhver grøn tillid til sådanne aftaler i al fremtid. Men i aftalen bør der stå: I det øjeblik frivillig udtagning af landbrugsjord ikke opfylder målsætningen, skrides til ekspropriation efter retningslinjer der afspejler biodiversitets- og klimahensyn – og kompensationen fastlægges ikke ved forhandling, men af et udvalg under det økonomiske råd. Og der bør fastlægges datoer for processens start, for konkrete beslutninger om hvem der skal skride til handling, og især om en definitiv slutdato. Alt sammen på en måde der ikke kræver fornyede politiske beslutninger for at træde i kraft. Ellers er det mest sandsynlige at historien gentager sig selv – ikke som farce, men som fortsat tragedie. Den illoyale vicestatsminister undsiger treparts-aftalen Mistankerne forstærkes af de signaler, vicestatsminister Troels Lund Poulsen allerede har givet herom til landbruget, hvor han på et lukket møde på Fyn højt og helligt lover at bekæmpe nogle af de allerede aftalte mål om udtagning af landbrugsjord. De blå partier i opposition støtter op om kravene, men de fik læst og påskrevet på mødet på fynske Emmelev Mølle fra Troels Lund Poulsen:Senest melder de så ud med krav om ti procent strengt beskyttet natur. Vi skal altså tage ti procent af landbrugsarealerne ud af drift, og jeg kan altså ikke forklare visdommen i det, men jeg konstaterer, at vi nu oplever blå partier, som er klar til at underløbe arbejdet i trepartsudvalget, og så kan det blive det svært.
