12. september 2025

|

Pressemeddelelse

Lokal donation skal få flere unge til stemmeboksen i Vollsmose

Med unge valgambassadører som spydspidser vil Mellemfolkeligt Samvirke skrue op for valgdeltagelsen i Vollsmose, når kommunal- og regionsvalg løber af stablen i november.

Lokal donation skal få flere unge til stemmeboksen i Vollsmose
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Unge i alderen 18-29 år stemmer mindst i Danmark. Ifølge en analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd fra 2022 er manglen på en omgangskreds involveret i politik og samfundsforhold en primær årsag til, at unge ikke engagerer sig politisk. Samme analyse konkluderer, at halvdelen af danske unge mangler demokratisk selvtillid. Samtidig peger undersøgelser på, at unge med etnisk minoritetsbaggrund er blandt de borgere i Danmark, der stemmer allermindst og udviklingen er nedadgående. Derfor sætter Mellemfolkeligt Samvirke nu strøm til en indsats overfor unge med minoritetsbaggrund i Vollsmose i Odense. Med en donation på 98.000 kr. fra LB Foreningen i Region Syddanmark vil man uddanne et korps af unge valgambassadører som skal være med til at tænde engagementet i deres jævnaldrende.
Vi er meget glade for den flotte donation fra LB Foreningen. Med den kan vi få skabt muligheder for at tænde en gnist blandt de mange unge med minoritetsbaggrund i Vollsmose. Vi ved fra tidligere erfaringer, at unge kan motivere og engagere langt bedre. Vi har fra tidligere valg set beviser på, at vi kan skabe aktiviteter og kampagner som når langt flere og mere effektivt end ved andre initiativer, forklarer Stine Thuge fra Mellemfolkeligt Samvirke.
Valgfest for unge
Man vil i projektet uddanne et korps på 15 frivillige valgambassadører i alderen 18-25 år, som skal lave lokale valgevents for unge og alternative politikerbesøg. Derudover vil valgambassadørerne besøge lokale ungdomsuddannelser og engagere unge i deres nærmiljø. Det hele kulminerer på valgdagen, hvor valgambassadørerne er på gaden for at opfordre folk til at stemme og deler goodiebags ud til førstegangsvælgere. Som afslutning afholdes en stor valgfest for unge i Vollsmose. I LB Foreningen er man begejstret for at kunne være med til at skabe øget engagement omkring valgdeltagelsen i Vollsmose:
Indsatsen for at engagere og aktivere de unge rammer direkte ned i vores ønske om at få fokus på den demokratiske samtale og på at få flere med og føle sig som en del af vores demokratiske fællesskab. Vi er meget glade for at kunne være med til at hjælpe med at sætte fokus på netop det med denne donation, siger Peter Seeberg, lokal delegeret i LB Foreningen og medlem af uddelingsrådet i Region Syddanmark.
Han overrakte donationen ved et arrangement i Vollsmose d. 9. september og med donationen på 98.000 kr. fulgte også et unikt værk signeret og nummereret af kunstneren HuskMitNavn, som er lavet specifikt til modtagerne af donationer fra LB Foreningen.
Event Information