Når man går hjem fra arbejde - men kroppen bliver

En medarbejder sidder i bilen efter arbejde. Motoren er slukket, men systemet er stadig tændt. Tankerne kører videre, situationer gentager sig og kroppen slipper ikke. Dagen er overstået – men det er tilstanden ikke. Det er ikke noget, vi taler ret meget om. For udefra ser det jo rigtigt ud. Arbejdet er passet, opgaverne er løst, relationerne er håndteret. Men indeni er der stadig noget, der arbejder, som om kroppen endnu står midt i det.

En stille uro

I arbejdet med mennesker – på botilbud og i socialpsykiatrien – er relationen det vigtigste redskab. Det er gennem relationen, vi skaber udvikling, stabilitet og tryghed. Men relationen er ikke kun noget, vi har. Den er noget, vi er i – med hele vores nervesystem. Når man dag efter dag står i kontakt med mennesker i belastning, begynder noget stille at ske. Ikke nødvendigvis noget, man opdager med det samme. Men kroppen registrerer det hele. Uroen, spændingen, det uforudsigelige. Den justerer sig, skærper sig, holder sig klar. Og langsomt bliver det en tilstand, man bærer med sig videre. Det er her, mange begynder at mærke en træthed, som ikke går væk med en fridag. Ikke fordi de ikke kan deres arbejde. Tværtimod. Ofte er det de mest dedikerede medarbejdere, der mærker det først. Dem, der tager ansvar, skaber relationer og bliver i det svære lidt længere end de fleste.

En tilstand, der fylder

I mange organisationer taler man om trivsel og arbejdsmiljø. Man justerer på rammerne, på samarbejdet, på strukturen. Det er nødvendigt. Men der er noget, der ofte ligger under det hele, og som er sværere at få øje på. Den menneskelige regulering. Det sted, hvor belastningen faktisk lander. For det er ikke kun det, vi gør, der påvirker os. Det er det, vi er i, mens vi gør det. Jeg oplever det også selv. Ikke kun i arbejdet med andre, men i perioder som ejerleder, hvor tempoet stiger, og ansvaret vokser. Der er dage, hvor jeg kan mærke, at kroppen ikke længere er i ro, selvom jeg sætter mig ned. Hvor jeg stadig er “på”, selv når jeg burde være færdig. Det er ikke tankerne, der fylder mest. Det er tilstanden. Det er dér, det bliver tydeligt, at det ikke er nok at forstå det. Man kan godt vide, hvad man burde gøre. Men hvis kroppen er i alarm, er det ikke viljen, der styrer. Når vi begynder at sætte ord på det, opstår der ofte en genkendelse. Ikke som et problem, men som noget, der giver mening. Noget, der sker i alle mennesker, når de over tid står tæt på andres belastning. Og det åbner for en anden måde at arbejde på. Ikke kun som noget, vi organiserer os ud af. Men som noget, vi også må kunne regulere i os selv. Det handler ikke om at trække sig fra relationen. Men om at kunne være i den uden at miste sig selv.

At være i det og finde ro i sig selv

Når jeg arbejder med hele personalegrupper, er det netop dette, vi vender blikket mod. Ikke lange forklaringer eller flere lag ovenpå, men en enkel opmærksomhed på medarbejderen som det centrale redskab. Hvordan vi påvirker hinanden. Hvordan vi bærer det med os. Og hvordan vi kan begynde at stå i arbejdet på en måde, der ikke langsomt tømmer os, men i stedet gør det muligt at blive i det over tid. For når den enkelte begynder at finde ro i sig selv, sker der noget i relationen. Tempoet ændrer sig. Reaktioner bliver til respons. Det, der før eskalerede, falder lettere til ro. Ikke fordi arbejdet er blevet nemmere, men fordi udgangspunktet er anderledes. Det er måske ikke noget, man lægger mærke til udefra med det samme. Men den, der står i det, kan mærke forskellen. Og måske er det netop dér, vi skal begynde. Ikke med det, vi gør mere af. Men med det, vi er i, mens vi gør det.