06. november 2026

|

Pressemeddelelse

Nu står den første moderniserede legeplads klar i Odense-børnehus: Børnenes idéer bliver til virkelighed

Frem mod 2029 får cirka 100 børnehuse i Odense nye legeredskaber og udemiljøer. Nu tages den allerførste moderniserede legeplads i brug til glæde for børn og medarbejdere, der har været med til at præge legepladsen undervejs i processen.

Nu står den første moderniserede legeplads klar i Odense-børnehus: Børnenes idéer bliver til virkelighed
Af: Odense Kommune | Foto: Odense Kommune

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Der blev ræset på cykelbane, leget vandleg i sandkassen og serveret mudderkager i mudderkøkkenet, da den moderniserede legeplads i Solgården Børnehus i Skibhuskvarteret i dag blev indviet.

Solgården er det første børnehus, hvor legepladsen står færdig. Derudover er der i 2026 sat arbejde i gang i 17 andre børnehuse, som også skal have nye legeredskaber og udemiljøer.

Med budgetforliget for 2026 blev der afsat 40 mio. kroner til modernisering af legepladser og uderum hos cirka 100 børnehuse frem mod 2029.

Jeg er så glad for at se, at de første legepladser nu står klar. Fra første dag giver det vores børn bedre muligheder for at være aktive og nysgerrige - og for at trives i de fællesskaber, som legepladserne danner rammen om. Jeg er sikker på, at legepladserne bliver taget godt imod, netop fordi børnene og medarbejderne selv har haft indflydelse på moderniseringen, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Borgerinddragelse i børnehøjde

Hos alle de børnehuse, der får en moderniseret legeplads, bliver børnenes og medarbejdernes stemmer hørt. Nogle steder har børnene via afstemninger valgt en favorit blandt forskellige legeredskaber. Andre steder har de sat smiley-klistermærker på legeredskaber for at vise, hvad de godt kan lide at lege med, og hvad der kan blive bedre. Med et børnevenligt idékatalog som inspiration har børn og medarbejdere også talt om ønsker til legepladserne, mens forældrerådene ligeledes er blevet inviteret til at komme med input.

Børn og medarbejdere fortjener gode rammer, der giver mulighed for bevægelse, leg og fællesskab i hverdagen. Derfor er jeg glad for, at de første legepladser nu står klar, og ikke mindst at både børn og medarbejdere har været med til at forme dem. De ved om nogen, hvad en legeplads skal kunne, siger Brian Dybro, børn- og ungerådmand (SF).

Legepladser tilpasset det enkelte børnehus

Når legepladserne moderniseres, sker det ud fra det enkelte børnehus og de muligheder, der allerede findes på legepladsen. Moderniseringerne handler ikke kun om selve legeredskaberne, men også om natur, terræn og beplantning - fx legetunneler i eksisterende jordhøje eller sansestier, der snor sig gennem buske og bede. Som noget særligt bygger Odense Kommune selv legeredskaberne, så løsningerne kan tilpasses det enkelte børnehus.

Det er skønt at se, at børnenes idéer på kort tid er blevet til virkelighed. Vi skaber ikke ens legepladser over hele byen, men tager udgangspunkt i det enkelte børnehus, naturen og de muligheder, der allerede er. Det giver nogle helt særlige legepladser og uderum, som børnene får glæde af i mange år fra nu, siger Lars Christian Lilleholt, by- og kulturrådmand (V).

Fra idé til virkelighed

I Solgården Børnehus har børnene glædet sig til at prøve alt det nye på legepladsen og se det, som de selv har været med til at vælge. Her valgte børnene ved en afstemning i sommer, at de gerne ville have et legebageri og et mekanikerværksted.

Vi har glædet os meget til i dag, og børnene har fulgt spændt med, mens legepladsen tog form. Både de og medarbejderne har budt ind med ønsker og idéer, og nu kan de endelig gå på opdagelse i det hele. De drøner allerede rundt på cykelbanen, så den er i hvert fald godkendt, siger Mette Liboriussen, daglig pædagogisk leder i Solgården.

I de andre børnehuse glæder de sig også til deres færdige legepladser, hvor der i den kommende tid blandt andet vil blive opsat kulissehuse, sansestier, krible-krable-områder, baner til vandlege, tipi-legehuse, balancestolper og klatrehuler.

Fakta

Børnehuse med legepladser, hvor moderniseringen er gået i gang i 2026: 

  • Solgården (færdigt)
  • Galaksen
  • Skovløkken
  • Molevitten
  • Storkereden    
  • Ejerslykke
  • Tænkehatten
  • Willeruplund
  • Tranehøjen
  • Svenstrup
  • Lille Højstrup
  • Spiloppen
  • Mælkebøtten
  • Strikkegården
  • Ællingen
  • Tryllefløjten    
  • Skatteøen
  • Bakkegården

Odense Byråd har afsat 40 millioner kroner til at fremstille og etablere nye legeredskaber til børnehusene. 

  • Ca. 100 børnehuse får nye legeredskaber i årene 2026-2029. 
  • Idékatalog med legeredskaber og proces for børneinddragelse er udarbejdet i samarbejde mellem By- og Kulturforvaltningen og Børn- og Ungeforvaltningen.
  • I de kommende måneder udvælges børnehusene som får moderniserede legepladser i 2027.
Nøgleord
Børn & ungeKommune

Galleri

Event Information