Hvordan tryller man overskudsråvarer om til lækre måltider? Det får familier i Odense muligheden for at lære, når Madspildsskolen igen inviterer indenfor i efterårsferien (uge 42).
Bag initiativet står Arla Fonden, føtex, Arla og Too Good To Go.
Til årets Madspildsskole på Tarup Skole i Odense lærer deltagerne at trylle lækre retter frem for at undgå madspild.
Det glæder varehuschef i føtex Vesterbro i Odense, Dennis Grønnebech, at føtex sammen med de øvrige samarbejdspartnere kan sætte fokus på madspild.
"For mig handler madspild meget om sund fornuft og om at få mest muligt ud af de råvarer, vi har. Det handler både om at tænke kreativt, bruge rester og overskudsvarer og om at få brugt de råvarer, der snart skal bruges, i stedet for at de ender i skraldespanden. Med Madspildsskolen kan vi gøre børn og familier mere nysgerrige på mad og vise, hvordan man med kreativitet, viden og sine sanser kan få meget mere ud af det, man allerede har. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at Madspildsskolen vender tilbage igen i år, så endnu flere kan få inspiration og gode vaner med hjem. Jeg er stolt af, at vi i føtex er med til at bidrage til det," siger Dennis Grønnebech.
Ifølge en rapport fra tænketanken One\Third fra slutningen af 2025 går omkring 880.000 ton mad til spilde i Danmark hvert år – en stigning på cirka 8 procent siden 2021, mens madspildets klimapåvirkning er steget med omkring 13 procent. Samtidig anslår rapporten, at Danmarks madspild nu koster samfundet 11 milliarder kroner årligt.
Det er en udvikling, Arla mener skal mødes tidligt i livet, hvor de vaner, der former resten af voksenlivet, grundlægges.
"Vi ved, at de vaner, vi lærer som børn, følger os hele livet. Derfor er det ikke ligegyldigt, om man som 10-årig lærer at se en rest som en mulighed frem for affald. Det er den slags små, konkrete færdigheder, Madspildsskolen giver videre," siger Ann-Camilla Kjæmpe, marketingdirektør i Arla Danmark.
Nye tal fra Arla Fondens rapport Børn, Unge og Mad 2026 viser, at interessen allerede er stor: 77 procent af de 10-15-årige kan lide at lave mad, og 44 procent ønsker at deltage mere i madlavningen derhjemme. Samtidig mener ni ud af ti forældre, at det er vigtigt, at deres barn lærer at lave mad.
"Børnene er allerede motiverede – nu handler det om at give dem redskaberne. Når børn lærer at bruge en rest, vurdere en råvare og tænke kreativt i køkkenet, får de færdigheder med sig, der batter, længe efter efterårsferien er slut," siger Sanne Vinther, direktør i Arla Fonden.
Fra lykkeposer til smagfuld ret
På Madspildsskolen får hver deltagerfamilie sin egen køkkenstation og arbejder med lykkeposer fyldt med overskudsmad fra Too Good To Go, som føtex distribuerer og leverer. Kassen består af 15 produkter og har fokus på grundsmage og krydderier. De kan tage den med fra Madspildsskolen og dermed fortsætte de gode vaner hjemme i køkkenet.
"Der gemmer sig masser af gode måltider i den mad, vi allerede har derhjemme. Med Madspildsskolen vil vi give børn og deres forældre konkrete tips og tricks til at få råvarerne til at række længere, og vise, at det både kan være nemt, sjovt og lækkert at bruge maden op. Det er vaner, som børnene kan tage med sig fra køkkenet og videre ud i livet," siger Ken Vanhoegaerden, landedirektør i Too Good To Go Danmark.
Billetsalget er åbent – én billet gælder en familiegruppe på op til seks personer, og hver by afholder to workshops dagligt i hele efterårsferien.
Læs mere og tilmeld jer her: arlafonden.dk/aktiviteter/madspildsskolen/billet
