- Vi ved, hvor svært det er for de helt store kommuner at opnå topplaceringer i DI’s LE undersøgelse. Men Odense har haft gang i det store seje træk siden 2021, hvor det er gået støt og roligt den rigtige vej. Og i år er der fremgang i fem ud af ti kategorier i undersøgelsen. Den største stigning ser vi i virksomhedernes vurdering af kommunens helt overordnede erhvervsvenlighed. Flere synes altså, at kommunen generelt gør det godt, hvilket er meget positivt, siger DI Fyns bestyrelsesleder.Men går man mere ned i detaljerne, er der også tilbagegang især inden for kategorien infrastruktur og transport, hvor Odense er faldet – fra en placering som nummer 25 ud af 92 kommuner sidste år til en 45. plads i år. Virksomhederne er mindre tilfredse med både de kommunale veje og med muligheden for at medarbejderne kan benytte kollektiv transport til og fra arbejde.
- Det skyldes efter alt at dømme den megen polemik, der har været omkring Odenses mobilitetsplan og busruterne uden for midtbyen. For både virksomheder og medarbejdere er gode transportforbindelser utrolig vigtige, uanset om det er med bil, lastbil, bus, letbane eller tog. Derfor er der brug for en bred politisk aftale, der tilgodeser både bilister og brugere af offentlig trafik på en lempelig måde, siger Poul Strandmark.Virksomhederne i undersøgelsen peger da også på infrastruktur og transport som det område, Odense Kommunes politikere bør prioritere allerhøjest. Kategorien arbejdskraft følger lige efter. Det trækker blandt andet ned, at Odense Kommune har mange borgere uden for arbejdsmarkedet og en betydelig andel på førtidspension. Men heldigvis er der lyspunkter også her. Tilfredsheden med jobcentret er væsentlig bedre end sidste år, og Odenses indsats for at tiltrække og sikre kvalificerede medarbejdere ligger også i den bedre halvdel. I den kedelige ende ligger de to vigtige områder sagsbehandling og uddannelse, som er de dårligst placerede i år.
- Virksomhederne venter næsten 100 dage i gennemsnit på at få behandlet en byggesag. Det er alt for længe og kan i værste fald betyde, at de må sige nej til ordrer, hvis ikke de kan få bygget til eller bygge nyt, og for håndværkere og byggevirksomheder kan det gøre ekstra ondt. Her bør Odense Kommune oppe sig og sørge for en mere effektiv sagsbehandling, siger DI Fyns bestyrelsesleder Poul Strandmark. - Det samme gælder søgningen til erhvervsuddannelserne efter 9. og 10. klasse. Med den fart, der er på erhvervslivet i Odense, ved vi, at der bliver hårdt brug for kvalificerede faglærte de næste mange år. Vores virksomheder står klar til et øget samarbejde med skolerne, men det kræver en større kommunal indsats for bl.a. obligatorisk erhvervspraktik og en målrettet indsats allerede fra 4.-5. klasse for at øge elevernes viden om og motivation til at søge en erhvervsuddannelser.
