Jeg er vanvittigt glad for, at vi er kommet i mål med vores ambition om 200 flere medarbejdere i ældreplejen. Det skulle meget gerne give både lidt mere tid til de ældre og lidt mere ro på for medarbejderne. Når det er sagt, så er der stadig hårdt brug for at kunne rekruttere flere uddannede medarbejdere til ældreplejen, fordi flere ældre i disse år har brug for hjælp. Ligesom der fortsat er brug for at gøre det bedre over for de ældre, fx ved at indføre faste, tværfaglige teams på hele ældreområdet, fortæller Brian Dybro.
Fremtidens ældrepleje er afhængig af attraktive arbejdspladser
Selvom politikerne kan glæde sig over at have nået ambitionen med 200 flere medarbejdere, ser fremtiden vanskelig ud. Ikke mindst når det handler om at rekruttere tilstrækkeligt uddannet personale.Når vi ser frem mod 2030, så kommer vi i Odense til at mangle over 400 social- og sundhedshjælpere og -assistenter, hvis vi skal kunne hjælpe alle de ældre, som forventes at få brug for hjælp i de kommende år. Derfor står vi med en bunden opgave, der handler om at kunne både rekruttere og tilknytte uddannet personale. Skal vi lykkes med det, så skal vi altså sikre gode, udviklende og meningsfulde arbejdsvilkår i ældreplejen siger Brian Dybro med henvisning til regeringens kommende ældreudspil og fortsætter: Gennem mange år har mantraet fra Christiansborg været, at kommunerne skal blive mere og mere effektive - men det har kostet både på kvaliteten og arbejdsglæden på den nære velfærd. Derfor er der også brug for at anerkende, at en kompleks ældrepleje med et stigende antal kronisk syge ældre kræver tid og koster penge, hvis vi skal have en værdig ældreomsorg af høj kvalitet. Det skylder vi de ældre, der har brug for hjælp - og det er helt nødvendigt for at kunne tiltrække nye til faget.
