07. november 2024

|

Pressemeddelelse

Søndag den 17. november tjekker RøgalarmPatruljen røgalarmer i Odense

Snart kommer RøgalarmPatruljen på gaden. Patruljen besøger udvalgte boligområder i Odense og tilbyder at tjekke, om borgernes røgalarmer virker.

Søndag den 17. november tjekker RøgalarmPatruljen røgalarmer i Odense
Af: Beredskab Fyn, BrandBevægelsen og TrygFonden | Foto: Beredskab Fyn, BrandBevægelsen og TrygFonden

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Søndag den 17. november kl. 9-16 kommer RøgalarmPatruljen forbi udvalgte boligområder i Odense for at tilbyde et tjek af beboernes røgalarmer. Hvis beboerne ikke har en røgalarm, sætter patruljen én op ganske gratis, og har den eksisterende røgalarm brug for nye batterier, skifter patruljen batterierne, så røgalarmen virker igen. Besøgene skal skabe opmærksomhed omkring, hvor vigtigt det er at have virksomme røgalarmer i boligen – for de kan redde liv.

“Det er særligt de ældre borgere, som er udsatte for brand i hjemmet. Mange har svært ved selv at sætte røgalarmer op, og de får måske ikke skiftet batterierne, når tid er. RøgalarmPatruljen vil derfor besøge områder, hvor der bor mange ældre, så vi sikrer os, at flest mulige har røgalarmer, som virker og kan advare, hvis der opstår brand”, siger Ole Nedahl, konsulent i BrandBevægelsen, og fortsætter: “RøgalarmPatruljen består af ungdomsbrandfolk fra lokalområdet samt lokale brandfolk fra Beredskab Fyn. Vi håber, at folk vil tage godt imod dem, når de banker på dørene og tilbyder et røgalarmstjek. Forhåbentligt vil vores indsats også skabe generel opmærksomhed i befolkningen, så mange bliver mindet om at tjekke deres røgalarmer og hjælpe de ældre i familien med at sikre røgalarmer i boligen. En røgalarm koster under 100 kr. og er hurtig at sætte op. Den advarer hurtigt ved brand, så man kan nå at reagere og redde både sig selv og andre”, siger Ole Nedahl.
Gennem de seneste ti år er i gennemsnit 56 personer hvert år omkommet ved utilsigtet brand. Det er brand, som opstår pga. en utilsigtet menneskelig handling, svigt af elektrisk udstyr eller en udefrakommende årsag. Dertil kommer tusindvis af brande, hvor personlige ejendele og uerstattelige minder er gået tabt. BrandBevægelsen og TrygFonden har siden 2007 samarbejdet med en lang række kommuner og beredskaber om at sætte fokus på brandsikkerhed og har gennem årene sat knap 15.000 røgalarmer op hos udsatte borgere. 78 pct. af danske hjem har en eller flere røgalarmer opsat, men det er ikke dem alle, der virker. RøgalarmPatruljen er klædt på til brandbekæmpelse Før RøgalarmPatruljen går i aktion, undervises de i brandsikkerhed af en instruktør fra Beredskab Fyn. Her bliver de klædt godt på, hvad angår bl.a. test og opsætning af røgalarmer, så de har færdighederne i orden, når de skal ud for at styrke brandsikkerheden i lokalområdet – også på sigt.
“De unge i RøgalarmPatruljen bliver undervist i brandsikkerhed, inden de banker på hos folk. Det er en viden, som de kan bruge videre i livet og til at være gode ambassadører for røgalarmer. Røgalarmer er effektive til at advare om brand, så man hurtigt kan gribe ind. Derfor er de omdrejningspunktet for TrygFondens indsatser for at reducere antallet af personer, der mister livet i brand eller kommer slemt til skade. Med RøgalarmPatruljen vil vi gerne styrke brandsikkerheden i private hjem med særligt sårbare beboere, så endnu flere får røgalarmer, og endnu flere bliver opmærksomme på at tjekke dem jævnligt. Forhåbentligt kan det medvirke til, at færre kommer til skade i brand og mister deres ejendele fremover”, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
RøgalarmPatruljen i Odense: Søndag den 17. november kl. 9-16 vil RøgalarmPatruljen tage rundt i Odense for at tjekke røgalarmer. Patruljen kommer på besøg i udvalgte boligområder, som vil blive orienteret på forhånd. Vidste du, at
  • Der er i gennemsnit omkommet 56 personer ved utilsigtet brand hvert år gennem de seneste 10 år i Danmark
  • I 2023 omkom 47 personer i en utilsigtet brand mod 53 personer året før
  • Størstedelen af de omkomne i dødsbrande er over 50 år
  • Omkomne i brand er oftere mænd end kvinder
  • Det er oftest folk, som bor alene, samt personer med behov for pleje, der omkommer i brand
  • Uforsigtighed ved rygning er den hyppigste årsag til dødsbrande
  • I mindst halvdelen af de boliger, hvor der opstår en dødsbrand, er der ikke installeret en røgalarm, og kun ved 14 pct. af dødsbrandene er der registreret en fungerende røgalarm i boligen
Event Information