Odenses torvedage på Sortebrødre Torv er en levende del af byens historie og sikrer i dag handel med lokale fødevarer. Hver onsdag og lørdag formiddag samles odenseanerne for at købe friske råvarer fra lokale forhandlere.
Sortebrødre Torvs lange historie
Sortebrødre Torv har en rig historie, der strækker sig tilbage til det 13. århundrede, hvor dominikanermunkene, kendt som sortebrødrene, etablerede et stort kloster på stedet. I 1500-tallet tjente pladsen som kirkegård for byens borgere.
Fra teater til kvægmarked
Senere blev torvet vidne til H.C. Andersens debut som teaterskuespiller som 13-årig, da landets første provinsteater åbnede her i 1796. I 1800-tallet transformeredes Sortebrødre Torv til byens kvægmarked. Den intense trafik af store dyr skabte dog for meget fylde og snavs i byen, hvilket førte til, at kvægmarkedet med tiden blev flyttet uden for bykernen.
Madmarked og festligheder
Andre dele af torvet fungerede som madmarked, og i starten af 1900-tallet blev det brugt til at overvåge Fjordens fuglebestande ved at registrere antallet af nedlagte fugle til salg. I samme periode var torvet et populært sted for omrejsende cirkus, der slog sig ned til glæde for store og små. Pladsen blev dog med tiden for trang, og cirkus flyttede ligeledes til byens udkant. Festlighederne fortsatte dog årligt med Rundskuedagen, der bød på tivoli, boder, konkurrencer og musik hver sommer langt op i 1900-tallet.
Nutidens torvedag
I 1920'erne overtog engros-grøntsagshandelen det gamle kvægmarked, hvor handlende ankom i hestevogne og ladvogne fyldt med kål, kartofler og andre lokale grøntsager. I løbet af 1950'erne udvidede grøntmarkedet sig til et bredere marked, som odenseanerne har handlet på ugentligt i årtier. Selvom nethandel, måltidskasser og store supermarkeder fylder mere i dag, kan man stadig købe friske råvarer fra fynske stadeholdere på Sortebrødre Torv to gange om ugen.
Praktisk information om torvedagene
Sortebrødre Torv er en hyggelig plads, strategisk placeret i trekanten mellem H.C. Andersens Hus, Odense Koncerthus og TID Museum. Om onsdagen er markedet en mindre udgave, mens alle stande er opstillet om lørdagen. Boderne er åbne fra kl. 7.00 til 13.00 uanset vejr.
