Ligesom i andre danske byer har vi et stort fokus på bymidten i de her år. Derfor er det helt oplagt, at vi nu flytter Tekstilværkstedet ned i stueplan. På den måde gør vi et populært tilbud mere synligt og tilgængeligt for flere, samtidig med at vi udnytter vores kulturinstitutioner aktivt i bybilledet - i lokaler som vi i forvejen lejer. Det er til glæde for både borgere, erhvervslivet og området omkring Brandts, siger Lars Christian Lilleholt.Tekstilværkstedet i Farvergården er tæt forbundet med Brandts Passage og gennem en port til Pantheonsgade. Tekstilværkstedets nye placering i stueplan får derfor også stor og positiv betydning for dynamikken i området, vurderer områdechef for Brandts Klædefabrik, Rikke From Larsen.
Det er rigtig godt set af Odense Kommune at få et af de kreative trækplastre ned i stueplan. Et værksted med mange åbningstimer i hverdagene skaber aktivitet og bevægelse i hele området og vil helt sikkert bidrage til endnu mere liv ved Brandts Klædefabrik, siger Rikke From Larsen.
Gratis brug af værkstedet i hele åbningsugen
Tekstilværkstedet markerede åbningen mandag den 9. marts kl. 11-21 med brunsviger, og det var gratis at bruge Tekstilværkstedet hele ugen, ligesom der var gode udsalg på tekstiler.Vi håber, at alle nysgerrige vil stikke hovedet ind i løbet af ugen. Tekstilværkstedet bliver brugt af mange forskellige. Fra dem, der skal reparere lynlåsen i bukserne, til faste brugere ved symaskinerne og så deltagerne på vores mange workshops. Vi har alt fra yngre fyre, der laver t-shirt-tryk til modne kvinder i hækleklubber. Så vi er for alle odenseanere og fynboer, og vi er et sted, hvor man finder glæde og ro ved at bruge sine hænder alene eller i fællesskab. Det kan endnu flere nu få øje på og tage del i, siger Mette Laubel, der står for den daglige drift af Tekstilværkstedet.Tekstilværkstedet vil desuden tage den udendørs plads foran Farvergården i brug til aktiviteter, når vejret tillader det. Et vigtigt tiltag, siger Anne-Mette Hjalager, der arbejder som professor ved SDU med bymidter og erhvervsmæssige udviklingsdynamikker.
Når kreative aktiviteter rykker ud i gadebilledet og kombineres med workshops og begivenheder, skaber det øget opmærksomhed og mere liv i bymidten, det ved vi. Derfor er det et rigtig godt greb at flytte Tekstilværkstedet i gadeplan, samtidig med at Odense Kommune indtænker den her inde-ude-dynamik, siger Anne-Mette Hjalager.
