Festivalen åbnede med temperaturer i rekordniveau og masser af sol over Tusindårsskoven, inden et uvejr lørdag satte området på prøve og for en stund blæste dele af festivalpladsen omkuld. Men én ting ændrede sig ikke: publikums energi og opbakning.
Tinderbox handler i sidste ende om mennesker – og i år viste vores publikum præcis, hvorfor den her festival er noget særligt. Vi har oplevet alt fra høj sol og sommerstemning til et uvejr, der udfordrede os, men gæsterne blev ved med at møde op med tålmodighed og det festhumør og fællesskab, der kendetegner Tinderbox. Det er vi enormt taknemmelige for, siger festivalchef Brian Nielsen.
Mere plads næste år
Årets festival bød samtidig på mere plads til gæsterne og bedre flow på pladsen – et arbejde, der fortsætter frem mod næste år.
Vi har i år taget et vigtigt skridt mod at skabe endnu bedre rammer og mere plads til festivaloplevelsen, og vi kommer til at bygge videre på det. Ambitionen er klar: Gæsterne skal mærke endnu mere luft, flere oplevelser og endnu bedre komfort, når vi åbner igen næste år.
Musikalsk leverede Tinderbox 2026 på tværs af generationer og genrer. Ikoner og nye stjerner indtog scenerne med stærke præstationer, og publikum skabte øjeblikke, der allerede har skrevet sig ind i festivalens historie.
Øjeblkke man husker længe
Særligt torsdagens koncert med Pitbull blev et af årets helt store højdepunkter. Det var en fest og energi, som sjældent er set på Tinderbox.
Det har været en festival med enorme kontraster – også musikalsk. Fra de helt store navne til kunstnere, der står foran deres gennembrud. Det er præcis dét, vi ønsker, at Tinderbox skal kunne: Samle mennesker om øjeblikke, man husker længe efter den sidste koncert er slut.
Tinderbox vender tilbage den 24. til 26. juni 2027.
