12. november 2026

|

Pressemeddelelse

ASK WHY? – Når frihed ikke er en selvfølge

Tæt på 200 elever i Odense så dokumentarfilmen Myanmar Mareridt og mødte filmens producer, der selv boede i Myanmar, da militæret tog magten.

ASK WHY? – Når frihed ikke er en selvfølge
Af: Sophie Helsinghoff Kaasing | Foto: Sofie Rahbek Bang

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Odense, 11. november: Hvad betyder frihed, når man ikke kan tage den for givet? Og hvordan ser hverdagen ud i et land, hvor det kan få konsekvenser for hele familien at sige sin mening? Det var nogle af de spørgsmål, tæt på 200 elever fra flere årgange fik med sig, da ASK WHY? Docs i dag besøgte Odense, Nordisk film, med dokumentarfilmen Myanmar Mareridt.

I en afsides landsby ved en flod i det landlige Myanmar lever Susum og hendes familie et stille liv. Det forandrer sig i 2021, da militæret griber magten og kaster landet ud i borgerkrig. Familien mister både sin frihed og sit hjem og tvinges på flugt. I de følgende år følger filmen deres konstante frygt og desperate kamp for at finde sikkerhed. Myanmar Mareridt er en fortælling om ofre, modstandskraft og den udholdende menneskelige ånd, og den giver et sjældent indblik i et land set gennem en af de mørkeste perioder i dets nyere historie.

“Jeg bliver taknemmelig”

Filmen gjorde et stærkt indtryk på eleverne. For Oscar fra 9.y på Tingløkkeskolen var det især scenen, hvor Aung San Suu Kyi bliver arresteret, der blev hængende:

Det gjorde indtryk på mig, da man ser Aung San Suu Kyi blive arresteret for at prøve at indføre demokrati i landet. Det er uhyggeligt. Ingen fortjener at leve i et samfund, hvor man ikke har mulighed for at bruge sin demokratiske ret.

Oscar har set flere af ASK WHY? Docs’ film, og for ham er følelsen den samme hver gang:

Hver gang vi er inde at se ASK WHY? Docs film, også den her gang, bliver jeg taknemmelig. Jeg bliver taknemmelig for det liv, jeg har, og det samfund, jeg lever i. Jeg tror ofte, at man tager det for givet. Og så får jeg ondt i maven, når vi ser film som denne, men det er jo også pointen med forløbet: Vi kommer ud og ser noget, der er uden for vores comfort zone.

Det er netop kraften i dokumentarfilm. De viser os mennesker i stedet for overskrifter og får os til at mærke noget, vi ellers kan have svært ved at forholde os til.

Mødet med manden bag kameraet

Efter filmen trådte dagens gæst, Kasper Stensgaard, op på scenen. Kasper er producer på Myanmar Mareridt og boede tidligere i Mandalay i Myanmar. Her var han med til at finde deltagere til filmen og rejste rundt i landsbyer for at tale med munke og landsbyledere.

Oprindeligt skulle dokumentaren følge en piges rejse fra pige til nonne og tilbage igen. Men da militærkuppet fandt sted, ændrede filmen karakter. Optagelserne måtte foregå i skjul med hjælp fra en undergrundsjournalist. I 2024 flyttede Kasper tilbage til Danmark af sikkerhedsmæssige årsager.

For eleverne var mødet en mulighed for at komme bag om billederne og høre, hvordan det er at lave en film under så vanskelige vilkår, og hvordan det er at leve i et land i krise. I biografsalen, gav det anledning til samtaler, der gav plads til de spørgsmål, som en film alene ikke kan besvare.

Hvad er frihed egentlig?

Samtalen handlede ikke kun om Myanmar. Den handlede også om det, vi i Danmark let kommer til at tage for givet. For Oscar er svaret på, hvad frihed er, ligetil:

Frihed for mig er min ytringsfrihed. At jeg må sige, hvad jeg vil og tale imod dem, jeg vil, uden at det har en konsekvens for mig og min familie. Jeg kunne aldrig forestille mig, at nogen ville gøre skade på mig, hvis jeg sagde noget, som de ikke synes var i orden.

Netop retten til at ytre sig, stille spørgsmål og være uenig er grundlæggende for et demokrati. ASK WHY? Docs vil gerne facilitere en samtale med de unge, så de forholder sig til kritisk til det, de ser og hører, og at de undersøger, hvem der fortæller historien, og hvorfor.

Derfor er samtalen med gæsten en fast del af hver eneste visning. ASK WHY? Docs handler ikke om at have alle svarene, men om at turde stille spørgsmålene. Eleverne skal ikke bare se en film. De skal have lov til at spørge og få svar.

Dagen i Odense viste, hvordan film, personlige fortællinger og åbne samtaler kan skabe rum for refleksion. Når unge møder mennesker med erfaringer, der ligger langt fra deres egen hverdag, bliver demokrati og frihed mere end store ord. De bliver til konkrete spørgsmål om menneskers liv og muligheder.

Nøgleord
Børn & unge
Event Information