Skip to main content
14. april 2025

Billetsalget til Seafood Festival er startet

Så er det officielle billetsalg til årets Seafood Festival skudt i gang!

Af: Seafood Festival | Foto: Seafood Festival
PRESSEMEDDELELSE

For anden gang inviterer festivalen danskerne med til en kulinarisk folkefest, hvor fisk og skaldyr har hovedrollerne. Med over 80 restauranter på programmet fordelt over hele landet og flere end 85 menuer at vælge mellem, kan gæster godt begynde at glæde sig til forsommeren!

Foto: Seafood Festival

Med rekordmange restauranter på Fyn til årets Seafood Festival, kan fynboerne se frem til en kulinarisk forsommer! I år byder festivalen nemlig velkommen til både Remisen i Nyborg, Ribelli, Bordeaux og Restaurant Gordon samt den moderne pop up-venue, Ærtefabrikken i Odense.

Gæster kan også glæde sig til at besøge de velkendte favoritter Amaro, Restaurant Mast samt Grand’s Fiskerestaurant, som i år byder på et luksuriøst skaldyrsétagér med alt, hvad ganen begærer.

Alle menuer er nu offentliggjort på seafoodfestival.dk/restaurants, hvor man bl.a. kan glæde sig til overdådige skaldyrsfade med alt fra jomfruhummere og rejer til snekrabbe og blåmuslinger. Der er både klassiske fiskeanretninger, som vi kender og elsker, tilberedt til perfektion – men gæster kan også gå på opdagelse i innovative fortolkninger af havets råvarer, der helt sikkert vil give smagsløgene én på opleveren.

Vi er kommet rigtig godt fra start med billetsalget, som officielt blev skudt i gang i dag. Der er stor efterspørgsel på menuerne – både i storbyerne og hos de små, lokale perler – og det er fantastisk at se, hvordan både store og små restauranter bliver bakket så flot op. Det er spændende at følge med i, hvordan det udvikler sig over de næste uger frem til festivalen. Nu glæder vi os bare til lidt højere temperaturer og til at byde gæsterne velkommen til en forsommer fyldt med god stemning og masser af seafood, siger festivalchef Nicoline Christensen.

Tre menuer – noget for enhver smag

Konceptet for festivalen er enkelt: Hver restaurant udformer en helt særlig menu til en fast pris inden for tre koncepter, som gør det muligt at finde noget, der passer til gæsternes budget og smagsløg:

  • Seafood Menu til 289 kr. pr. person (inkl. gebyr).
  • Stor Seafood Menu til 389 kr. pr. person (inkl. gebyr).
  • Luksus Seafood Menu til 559 kr. pr. person (inkl. gebyr).

Fælles for menuerne er, at fisk og skaldyr naturligvis skal være omdrejningspunktet, men derudover har restauranterne stor kulinarisk frihed. Det betyder, at gæster kan glæde sig til at opleve menuer af stor variation og alsidighed, der med sikkerhed vil tilfredsstille enhver gane – alt fra pil selv-rejer og seafood-snacks til overdådige skaldyrsfade, østersfester og sociale langbordsmiddage. Gæster kan naturligvis også tilkøbe lækre velkomstdrinks og vinmenuer, der er nøje udvalgt til retterne.

Se alle restauranter og køb din billet nu på seafoodfestival.dk/restaurants