Skip to main content
25. januar 2024

Bliv en bedre bartender med Kold Colleges nye uddannelse

Kold College har lige nu åbent for tilmeldingen til deres bartenderuddannelse, hvor du får muligheden for at udvikle dine færdigheder bag baren.

Af: Marie Daugbjerg | Foto: Unsplash

Vil du være skarp til levere lækre og flotte drinks, som kunderne husker? Og skal dine teknikker bag baren forfines, så du kan servere med effektivitet og overskud? Så skal du med på bartenderuddannelsen hos Kold College.

Uddannelsen henvender sig primært til personer, der arbejder i restaurationsbranchen, på café eller i en bar, og som ønsker sig et bedre barkendskab, bedre færdigheder og nye teknikker.

Over uddannelsens ti undervisningsgange vil du bl.a. lære om forskellige typer af spiritus og øl, og hvordan du sammensætter, mixer og shaker alverdens drinks. Samtidig lærer du om konflikthåndtering, service og arbejdsrutiner i en bar.

Praktisk læring

Uddannelsen er praksisorienteret, så du ved hver undervisningsgang får lov at prøve kræfter med de forskellige teknikker. Efter ni undervisningsgange, der foregår på mandage kl. 10-17, slutter forløbet af med en eksamen.

Du kan læse meget mere om uddannelsen her.

Bartenderuddannelsen starter den 8. april, og du skal tilmelde dig senest den 22. marts, men vær gerne i god tid, da der er begrænsede pladser.