Brenderup Højskole har fået ny visuel identitet

Brenderup Højskole har fået en helt ny visuel identitet, hvilket skal sætte bedre ord på højskolens værdier og kernen af Brenderups højskoleånd.
Brenderup Højskole, som har eksisteret siden 1986, har især fokus på bæredygtighed, kreativitet, fællesskab, kærlighed og sundhed. Da skolen blev grundlagt, var fredsundervisningen særligt i fokus. Dengang udgjorde folkelige fredsdemonstrationer spydspidsen for kampen for en fredelig verden. Her gik højskolen i forreste række.
Tiderne har ændret sig, og det har højskolen også. I dag arbejder højskolen ud fra det koncept, at moderne fredsarbejde sker mellem mennesker. Fællesskaberne skabes på tværs af kulturer, nationaliteter og værdier, og det opnår højskolen med deres lange tradition for at invitere elever ind fra hele verden.
Ny identitet
Højskolens nye logo er en mælkebøtte. Blomstens kerne beskriver elevernes fællesskab på skolen. Den ujævne cirkel viser mangfoldighed og rummelighed. Blomstens arme med frøet symboliserer elevernes rejse fra spæd blomst til det frø, som er klar til at flyve til nye destinationer efter deres højskoletid.
Brenderup Højskole har opdelt deres fag i fire fagområder. Man har som elev selv mulighed for at sammensætte sit skema, så det passer til ens egne ønsker, og så man kan få lige præcis den højskoleoplevelse, som man altid har drømt om.
Højskolens fagområder ser således ud:
- Det gode liv – Lær krop og sind bedre at kende. Her kan man vælge mellem fagene adventure, mental & fysisk træning, yoga og NADA.
- Kreativ fremtid – Her kan man slippe kreativiteten løs og udvikle sine kunstneriske talenter i fagene keramik, kunst, re-design eller dansk sprog & kultur.
- Grønne fingre – Her kan man få viden om bæredygtige byggematerialer når man udforsker højskolens håndværksfag: bæredygtigt byggeri, permahave og urter & personlig pleje.
- Brendere i verden – Her har man mulighed for at opleve verdenen. Det sker både på højskolen og på rejser/studieture med højskolen. Man har også mulighed for at komme helt tæt på kulturen med højskolens frivillige arbejde i Kenya og Nepal.
Udforsk højskolens nye identitet nærmere på deres hjemmeside.