Donationen fra Salling Fondene har givet os troen tilbage. Vi har kæmpet i årevis for at redde vores gamle gård, og nu tør vi for alvor tro på, at Broløkke har en fremtid, fortæller Gitte Cornaby Elster, frivillig ildsjæl og talsperson for Broløkke Sportsrideklub.
På Broløkke skaber vi et fristed for børn og unge, hvoraf flere har det svært. Når de passer hestene, får de ansvar og succesoplevelser. Det er fantastisk at se, hvordan de vokser og udvikler sig, når de tager del i fællesskabet her i klubben.Renoveringen af nordfacaden vil ikke blot sikre bygningens fremtid, men også skabe tryggere og sundere rammer for de mange børn og unge, der hver uge finder fællesskab og styrke i rideklubbens miljø. Donationens økonomiske rygstød betyder, at klubben nu er markant tættere på målet om at bevare stedet som lokalt samlingspunkt.
Samlingssted for hele nabolaget
Broløkke Sportsrideklub er ikke kun for klubbens medlemmer. Også klubbens naboer, der både tæller daginstitutioner, familier og det lokale børnehjem, har stor glæde af faciliteterne på Broløkke. Derfor kommer donationen hele lokalområdet til gavn.Vi er både stolte og glade for, at vi har mulighed for sammen med Salling Fondene at donere til så godt et formål. Renoveringen af rideklubben gør, at forholdene bliver optimeret for de mange børn og unge, der bruger faciliteterne, og det er glædeligt, siger Morten Johansen, varehuschef i Bilka Odense.
