
Inden det ringede ind til første lektion, stod Concordia Forsikring klar til at markere Årets Refleksdag ved tre af folkeskolerne i Odense.
Formålet med mærkedagen er at sætte fokus på trafiksikkerhed – og minde børn såvel som voksne om, hvor vigtigt det er at være synlig, når man bevæger sig ud i de mørke timer.
Glade børn og morgensang
Det er Børneulykkesfonden, der i samarbejde med Codan står bag initiativet til den årligt tilbagevendende begivenhed.
I år er det anden gang, Concordia Forsikring deltager og hjælper med at sprede budskabet. I løbet af morgenen fik selskabets medarbejdere uddelt knap 2000 reflekser ved de tre skoler.
På Rosengårdskolen foregik uddelingen ikke kun på udearealerne. Medarbejderne blev nemlig inviteret med indenfor til morgensang og fik bagefter lov til at gå en tur rundt i klasserne hos de mindste elever.
Synlighed i trafikken mindsker antallet af ulykker
Snart er det både mørkt, når vi tager afsted om morgenen, og når vi skal hjem igen om eftermiddagen. Derfor er det på tide at finde reflekserne frem.
Som fodgænger eller cyklist er risikoen for påkørsel nemlig markant mindre, blot man bærer en lille refleks. Alligevel viser en ny undersøgelse, at 40 % af danskerne aldrig bruger reflekser, når de færdes udendørs i den mørke trafik.
Vi skal simpelthen have danskerne til at forstå, hvor stor en forskel det faktisk gør, og som forsikringsselskab er det jo meget oplagt, at vi tager del i det forebyggende arbejde, der kan bidrage til færre ulykker og dermed skabe større sikkerhed i trafikken, siger kommunikationschef hos Concordia Forsikring, Lars Meyer.
Opbakning fra skoler
Placeringen ved de lokale skoler viste sig at være et rigtig godt valg. I hvert fald har man hos Concordia Forsikring oplevet en stor interesse og opbakning fra alle skolerne, fortæller Lars Meyer:
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi er velkomne igen næste år.