Jeg blev helt rørt, da jeg fik at vide, at jeg var nomineret. Det hele er takket være pigerne, deres forældre og klubbens tro på mig og min idé om at starte nye pigehold op. Det betyder meget for mig, at der var nogen, der troede på, at jeg kunne løfte opgaven, udtaler Roxana Bayati i en pressemeddelelse.
Dalum-træner blandt finalister til Årets Frivillig 2025
Roxana Bayati fra Dalum IF er blandt de tre finalister til prisen Årets Frivillig 2025, som Arbejdernes Landsbank og DIF står bag.
Roxana har gjort en bemærkelsesværdig indsats for pigefodbolden i Dalum. Da hendes egen datter for få år siden var eneste pige på et drengehold, tog Roxana initiativ til at starte et pigehold i klubben. I dag er hun børneudviklingstræner og står i spidsen for hele otte pigehold. Hun har flere gange selv betalt for stævner, tøj og udstyr til børn fra familier med få ressourcer for at sikre, at alle kan være med.
