17. februar 2025

Der er blevet længere mellem busserne i Odense Kommune

Siden 2010 er antallet af timer, som de kommunale busser kører på de fynske landeveje faldet med cirka 64.000 timer. Særligt i Odense er der blevet længere mellem busserne.

Der er blevet længere mellem busserne i Odense Kommune
Af: Viktor Bork | Foto: Pixabay

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
I 2010 kørte de kommunale busser 214.597 timer på vejene i Odense Kommune. I 2024 lød tallet på164.180 timer. Det er et fald på 23 procent, men det skyldes blandt andet, at letbanen er åbnet. Det viser en gennemgang, som DI Transport har lavet på baggrund af buskøreplandata fra de regionale trafikselskaber og Trafikstyrelsen. Siden 2010 er buskørslen i gennemsnit faldet med 17 procent i de fynske kommuner, og den udvikling bekymrer vicebestyrelsesleder i DI Fyn, Steen Johansen:
Mange af vores virksomheder ligger uden for de større byer, og vi rekrutterer medarbejdere og lærlinge fra et stort opland. Når mange potentielle medarbejdere ikke har bil, er det derfor afgørende med velfungerende kollektiv transport.
Større udfordringer for kommunens bilfrie familier
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 43 procent af familierne i Odense Kommune ikke har en bil. Den reducerede buskørsel skaber derfor også ekstra store udfordringer for de bilfrie familier i kommunen. Udfordringer, der både kan mærkes hos borgerne selv og regionens arbejdspladser:
Flere steder er mulighederne for at tage kollektiv transport så begrænsede, at det ikke er muligt at have en hverdag med job, børn og fritidsaktiviteter, hvis man ikke har bil. Og det gør det svært for vores lokale virksomheder at tiltrække medarbejdere og lærlinge uden bil, siger Steen Johansen.
Konklusionen fra DI Fyn er dermed klar: De fynske kommuner har forsømt busruterne – og nu mærkes konsekvenserne.
Event Information