03. oktober 2025

|

Pressemeddelelse

Donation fra Otto Mønsteds Fond baner vej for nyt studenter-iværksætterhus på Syddansk Universitet

50 mio. kr. skal styrke entreprenørskab og innovation blandt de studerende på SDU. Donationen skal gå til etableringen af et nyt, kreativt innovationshus på campus i Odense.

Donation fra Otto Mønsteds Fond baner vej for nyt studenter-iværksætterhus på Syddansk Universitet
Af: Syddansk Universitet | Foto: Syddansk Universitet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Det nye hus skal være et levende miljø for studerende og nyuddannede kandidater med en god idé og et ønske om at gøre den til virkelighed. Med fokus på iværksætteri, startups og brobygning mellem studerende, forskere, investorer og erhvervsliv bliver huset en dynamisk platform, hvor idéer kan vokse til bæredygtige virksomheder. Rektor Jens Ringsmose glæder sig over den usædvanligt store støtte og fremhæver donationens betydning:
Vi er utroligt stolte over den tillid, Otto Mønsteds Fond viser os med denne donation. Det kommende hus bliver en katalysator for innovation og iværksætteri på SDU. Det bliver et sted, hvor studerende og nyuddannede kan afprøve deres idéer, møde investorer og samarbejdspartnere og skabe løsninger, der kan gøre en reel forskel i samfundet. Visionen er at skabe et inspirerende mødested, hvor kreativitet, forskning og erhvervsliv smelter sammen, siger Jens Ringsmose.
Brobygning mellem studerende og erhvervsliv
Huset vil rumme både eventfaciliteter, værkstedsområder og fleksible mødesteder for studerende, startups og virksomheder. Det skal styrke koblingen mellem universitetets uddannelser og arbejdsmarkedet og skabe nye muligheder for innovationssamarbejder. Formand for Otto Mønsteds Fond, Nis Alstrup, udtaler:
Vi er stolte over at støtte SDU i denne ambitiøse satsning. Vi håber, at huset vil inspirere flere unge til at omsætte deres idéer til virkelighed og bidrage til innovation og vækst i Danmark. Vi fik en forsmag på talentmassen igen i 2024 ved fondens uddeling af Den Lyse Idé Prisen, hvor juryen også præmierede et team af SDU-studerende med en runner up-pris. Det nye hus rummer stort potentiale for, at endnu flere studerende kan realisere deres mål og skabe reel værdi i praksis – og det glæder vi os over, siger Nis Alstrup.
For SDU er det en strategisk prioritet at styrke samspillet med samfund og erhvervsliv. Med dette initiativ tager universitetet et vigtigt skridt i arbejdet med at fremme iværksætteri, skabe nye arbejdspladser og udvikle løsninger, der understøtter en bæredygtig fremtid.
Event Information