Skip to main content
24. september 2025

Ejner Hessel udvider forretningen – etablerer sig med afdeling i Odense

Ejner Hessel A/S, en af Danmarks største bilforhandlerkæder, udvider nu sin tilstedeværelse i Danmark og åbner for første gang en forretning på Fyn.

Af: Ejner Hessel A/S | Foto: Ritzau / Ejner Hessel A/S
PRESSEMEDDELELSE

Med overtagelsen af de tidligere Via Biler-lokaler i Odense Vest fra oktober i år påbegyndtes en omfattende renovering, der skal forvandle bygningerne til de mest moderne og indbydende rammer for både kunder og medarbejdere. Den nye Ejner Hessel-forretnings officielle åbning finder sted i januar 2026.

Den nye forretning bliver et vigtigt strategisk skridt for Ejner Hessel. Lokationen vil rumme både salg og service af XPENG, samt salg af Hessel Selected, virksomhedens koncept for brugte biler.

Det har været et fokuspunkt for vores fremtidsplaner og ambitioner om vækst, at vi nu etablerer os på Fyn. Vi oplever en markant efterspørgsel fra fynske kunder på både salg og service af XPENG, og vi ser samtidig et stort potentiale for vores Hessel Selected koncept i regionen. Med denne åbning kommer vi tættere på kunderne og styrker vores position på det danske marked, udtaler Benjamin Mahr, adm. direktør hos Ejner Hessel.

Den kommende forretning i Odense er ikke blot en udvidelse af Hessels geografiske tilstedeværelse, men også en klar investering fra Ejner Hessel i fremtidens mobilitet. Med XPENG i front styrker Ejner Hessel mærkets position på elbilmarkedet og skaber samtidig bedre adgang for fynske kunder til både innovative køretøjer og kvalificeret service.

Åbningen i Odense markerer et vigtigt skridt i XPENGs danske rejse. Sammen med Ejner Hessel bringer vi vores biler tættere på de fynske kunder og sikrer dem både adgang til innovative elbiler og et højt serviceniveau. Odense bliver et centralt knudepunkt i vores videre udrulning i Danmark, og vi ser meget frem til at byde kunderne velkommen, siger Christian Kynding, Country Director XPENG Danmark.

For Hessel Selected bliver Odense et knudepunkt, hvor kunder kan finde et bredt udvalg af brugte biler i høj kvalitet – kombineret med de finansierings- og servicepakker, der kendetegner Hessels stærke kundeoplevelse.

Søger medarbejdere til åbning i januar 2026

Renoveringen af bygningerne er gået i gang, og målet er at skabe et showroom og et værksted, der afspejler både Hessels kvalitetsstandarder og XPENGs moderne brandunivers. Arbejdet med at finde de rette medarbejdere er allerede i gang.

Vi overtager tomme lokaler, hvilket også betyder, at vi skal finde nyt personale til hele forretningen. Det gælder på tværs af salg, værksted og pladeværksted. Alle stillinger vil blive slået op hen over de næste uger, og vi glæder os til at finde de helt rigtige og dygtigste kandidater til at løfte opgaven i Odense, udtaler Jesper Brahm, HR-chef hos Ejner Hessel.

Den officielle åbning finder sted i løbet af januar 2026.