Skip to main content
25. november 2022

Energikrisen får fynske virksomheder til at sætte fokus på grøn omstilling

Energikrisen er en af de ting, der har allerstørst indflydelse på de fynske virksomheders forretning netop nu viser den dugfriske Virksomhedsundersøgelse Fyn 2022 fra Erhvervshus Fyn.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Energikrisen er en af de ting, der har allerstørst indflydelse på de fynske virksomheders forretning netop nu. Det viser den dugfriske Virksomhedsundersøgelse Fyn 2022 fra Erhvervshus Fyn. Og meget tyder på, at de stigende el- og gaspriser kan være med til at skubbe virksomhederne hurtigere ud i en grøn omstilling.

I hvert fald peger 23 procent af de fynske virksomheder på netop grøn omstilling og bæredygtighed, som det, de har mest behov for, for at klare sig bedre under og efter krisen. Sammenlignet med 2021, hvor kun 12 procent af virksomhederne svarede det samme, har næsten dobbelt så mange virksomheder altså et øget fokus på den grønne omstilling. En stigning der må ses som et tegn på, at virksomhederne er pressede af energikrisen, og derfor søger grønnere løsninger.

Virksomhedsundersøgelse Fyn 2022 undersøger, hvilke forhold i verden der pt. har størst indflydelse på de fynske virksomheders forretning, og hvilke behov virksomhederne vurderer kan få dem bedst igennem og ud på den anden side af krisen.

Energikrisen og inflationen udpeges i undersøgelsen som de altoverskyggende forhold, der påvirker virksomhedernes forretning – sådan skriver Erhvervshus Fyn i deres seneste nyhedsbrev.