
Gør marken ren og se køerne komme ud
Det er forår, og køerne skal på græs – men inden da skal marken renses for affald. Kom og vær med til det hyggelige arrangement d. 14. april.
Odense Kommune bringer byens borgere tættere på naturen med dette skønne forårsevent. Det er nemlig blevet tid til, at køerne igen skal ud af staldene til frisk luft og græs. Inden da skal der dog samles affald ind fra marken, som alle interesserede inviteres med til fra kl. 15, så vi sammen kan få skabt et godt og sundt opholdssted for dyrene. Kl. 16 bliver køerne sat ud på den rene mark, og I kan se med, når de begejstrede indtager arealet.
Det er naturligvis gratis at deltage, og kommunen medbringer sække og affaldsstænger.