Da Kenni og Birgitte i efteråret 2024 sagde ja til at blive venskabsfamilie, var det med ønsket om at gøre en forskel for et barn, der har brug for det. De havde overskud – både følelsesmæssigt, tidsmæssigt og praktisk, og det ønskede de at bruge på noget meningsfuldt.
Tanken, om at give et barn et frirum midt i en ellers svær tilværelse, føltes helt rigtig.
Jeg har tit tænkt, at det lige så godt kunne være mine egne børn, der fik brug for hjælp. Livet er uforudsigeligt. Når vi nu har muligheden for at række ud – hvorfor så ikke gøre det?, fortæller Kenni.
For at blive venskabsfamilie skal man gennem er særlig socialfaglig screeningsproces, som foregår af den lokale procesleder. Kenni og hans familie fik besøg flere gange, hvor Mentorbarn lærte dem at kende – deres værdier, interesser og hverdag – og de blev inddraget i processen, indtil det rigtige match opstod.
Da jeg blev spurgt i screeningsprocessen, hvorfor jeg ville være en del af det her, svarede jeg faktisk spontant: Hvorfor ikke?, tilføjer Kenni.
Relation i udvikling
Relationen begyndte stille og roligt. De første gange mødtes Kenni alene med drengen – de gik ture og snakkede og lærte hinanden at kende lige så stille.
Vi gik ture, snakkede og lærte hinanden at kende i et roligt tempo. Det gav plads og tid til, at vi kunne finde hinanden og opbygge tillid, siger Kenni
Efterhånden blev drengen inviteret hjem, hvor han mødte resten af familien. De spiste sammen, spillede spil, legede og hyggede sig. Senere udviklede relationen sig, og de har i dag lavet mange forskellige ting – de har været ude at se OB og Odense Håndbold spille, besøgt drengen til fodboldkampe og stævner, og senest har de spillet fodboldgolf sammen.
Naturligt er drengen blevet en del af familien, og han er begyndt at deltage til familiefødselsdage og har mødt den bredere familie, som har taget rigtig godt imod ham.
Det er blevet naturligt, og han er ikke bare en gæst – han er blevet en del af fællesskabet. Vores børn glæder sig, når han kommer, og han er god til at være sammen med dem, fortæller Kenni.
Ifølge Kenni kan man virkelig mærke, at relationen er vokset og blevet dybere. I starten var det naturligt lidt forsigtigt og nyt, men nu er det præget af en helt anden tryghed og lethed. Kenni mærker en udvikling i relationen, og drengen er begyndt at dele mere med familien.
Vi griner sammen, driller hinanden kærligt, og han kommer selv med forslag til, hvad vi skal lave næste gang. Det viser, at han føler sig hjemme og tryg.
En relation for hele familien
Kenni udtrykker, at relationen med den 11-årige dreng har været meget givende for hele familien:
Vores børn har fået et tæt forhold til ham. De leger sammen, han hjælper dem med lektier, og han er på sin egen rolige måde blevet en slags storebror og rollemodel. Vi oplever, at vores børn lærer meget af ham – bl.a. taknemmelighed, tålmodighed, åbenhed og forståelse for forskellighed.
Hjemme hos familien mærker de en stor glæde, når drengen er der. Kenni fortæller, at han bringer en energi og varme, som smitter af på alle.
Det er utroligt givende at mærke, at vi kan være med til at skabe noget trygt og rart for ham.
Men relationen er ikke kun envejs, familien får mindst lige så meget igen.
Vi lærer af ham – hans værdier, hans historie, hans måde at være på. Det giver os perspektiv på vores eget liv og vores hverdag. Vi har haft samtaler, der har gjort os klogere, og vi har haft oplevelser sammen, som har bragt os tættere sammen som familie.
Familien har også et stærkt samarbejde med drengens biologiske mor. De oplever en gensidig respekt og varme, og familien kan mærke den tillid, hun har til dem. Kenni fortæller, at det er barnet, der i fokus, og derfor er det vigtigt for dem med et godt samarbejde med den biologiske mor.
Det føles som et ægte samarbejde og en fælles indsats for hans trivsel og glæde.
Bliv venskabsfamilie
Kenni og Birgitte tøver ikke med at opfordre andre til at åbne deres hjem og hjerte.
Hvis du overvejer det – så gør det. Du behøver ikke være perfekt eller have et planlagt aktivitetsprogram klar. Du skal bare have hjertet med og være villig til at åbne dit hjem og din hverdag for et barn, der har brug for det.
Kenni bider mærke i, at man ikke behøver at lave noget stort og avanceret som venskabsfamilie. Ofte er det de små ting, der betyder mest.
At blive set, hørt og mødt som den, man er. Et måltid mad, en snak, en fodboldkamp eller et brætspil kan gøre en kæmpe forskel.
At blive venskabsfamilie er noget af det mest meningsfulde, vi nogensinde har gjort. Det har styrket os som familie og som mennesker. Og det har givet os en relation, vi ikke ville være foruden.
Mentorbarn har i mange år arbejdet for at støtte børn i udsatte positioner ved at matche dem med omsorgsfulde venskabsfamilier.
Desværre oplever organisationen i øjeblikket, at mange af de børn, de arbejder med, står på venteliste og mangler en venskabsfamilie. Derfor søger Mentorbarn nu hjælp til at nå ud til flere potentielle frivillige venskabsfamilier i Odense Kommune.
