Skip to main content
9. oktober 2025

Fem fynboer glæder sig til at optræde i Odense med DGI Verdensholdet

DGI Verdensholdet optræder i Odense den 11. oktober for sidste gang inden de tager på verdensturné, og fem fynboer glæder sig ekstra meget.

Af: DGI | Foto: Vibeke Green
Pressemeddelelse

Spændingen og glæden er enorm hos gymnasterne Caroline Højly Hansen, Mads Lykke Hansen, Freja Steen Christensen, Susan Richter Nielsen og Simon Klinge Gabriels, når de og resten af DGI Verdensholdet skal optræde i Odense Idrætshal med deres første version af opvisningen CORE for sidste gang på deres Take Off-turné.

Gymnastik i verdensklasse, spektakulære spring, rytmisk dans og store smil kommer til at fylde Odense Idrætshal, når 28 af Danmarks bedste gymnaster for sidste gang skal optræde på deres Take Off-turné.

Mange af holdets gymnaster har et stærkt tilhørsforhold til Fyn, og på holdet er der hele fem fynboer. Heriblandt er Simon Klinge Gabriels, der slet ikke kan vente med at afslutte holdets turné i efteråret i hans fødeby.

Det er fedt, at vi lukker og slukker vores turné i Odense. Jeg har virkelig dyrket meget gymnastik i springcentret lige ved siden af hallen, hvor vi skal optræde. Dengang gik jeg i Odense Gymnastikforening med blandt andre Mads Lykke Hansen, der også er på DGI Verdensholdet. Nu vender vi tilbage og er klar til at give den alt, hvad vi har. Det bliver en særlig mulighed for at skabe et nyt og unikt minde i de vante rammer, inden vi rejser ud i verden, fortæller Simon Klinge Gabriels, gymnast på DGI Verdensholdet.

Festfyrværkeri af bevægelse, musik og følelser

Besøget i Odense er den sidste i rækken af store opvisninger rundt om i landet på DGI Verdensholdets Take Off-turné. Er man heldig at have fået en billet, byder CORE på en rejse mod det holistisk følende menneske og hvordan vi oplever, sanser og tilpasser os.

CORE vil vise universer af følelser som glæde, vrede, kærlighed, melankoli, passion og nysgerrighed. Det bliver gymnastik for hele familien og et festfyrværkeri af bevægelse, musik og følelser.

Siden februar har DGI Verdensholdets gymnaster arbejdet med at gøre klar til turnéen i Danmark og den store rejse rundt i verden som ambassadører for dansk gymnastik og foreningsliv. For de fem fynboer er det en drøm, der går i opfyldelse, og Susan Richter Nielsen forsøger at nyde den sidste tid på vores Take Off-turné så meget som muligt.

DGI Verdensholdet er et unikt fællesskab. Man dygtiggør sig, mens man har det sjovt med sine holdkammerater og dem, som vi møder på vores vej. Jeg glæder mig derfor til at vise fællesskabet og vores hårde arbejde frem i min hjemby. Det bliver også en lidt vemodig aften. Opvisningen afslutter jo et kapitel i vores tid sammen. Publikum kan helt sikkert mærke, at den her opvisning betyder noget helt særligt for os, og jeg vil gå efter at fange blikket på venner og familie på tribunerne for også at dele oplevelsen med dem, fortæller Susan Richter Nielsen, gymnast på DGI Verdensholdet.

Gymnasterne har siden 1. juli boet på Efterskolen BGI Akademiet syd for Horsens. Efter deres Take Off-turné rejser holdet verden rundt i seks måneder for at motivere og inspirere børn, unge og voksne til bevægelse, fællesskab og en sund livsstil.

Det hele kulminerer med et brag af en Danmarksturné i foråret 2026 med shows i absolut verdensklasse og to gallashows i Operaen i København.

Billetter til Take Off-opvisningerne kan købes direkte på Ticketmaster.dk

Simon Klinge Gabriels, Freja Steen Christensen, Mads Lykke Hansen, Caroline Højly Hansen glæder sig at optræde med CORE i Odense Idrætshal lørdag d. 11. oktober for sidste gang inden de tager på verdensturné med DGI Verdensholdet. Foto: DGI Verdensholdet – Lucas Balleby.