Skip to main content
29. januar 2025

Fire personer anholdt i sag om forsøg på sprængning af opgang på Nyborgvej

I en koordineret aktion anholdte Fyns Politi den 28. januar 2025 fire personer i alderen 19, 19, 21 og 22 år.

Af: Rikke Hansen | Foto: Kim Matthäi Leland

Den 28. januar 2025 foretog Fyns Politi anholdelse af yderligere fire personer i forbindelse med sagen om forsøg på sprængning af en opgang på Nyborgvej op til nytår 2023.

Der er i denne omgang tale om fire personer i alderen 19, 19, 21 og 22 år.

To forskellige sigtelser

To af de anholdte personer i alderen 19 år og 22 år sigtes for medvirken til den 28. og 30. december 2023 at have forsøgt sprænge 4,4 kg sprængstof i en opgang på Nyborgvej i Odense.

De øvrige to anholdte i alderen 19 år og 21 år sigtes for medvirken til besiddelse af sprængstoffet.

Sprængning mislykkedes

Tidligere på måneden blev der rejst tiltale mod fire andre personer i den samme sag. De blev alle sigtet for at have forsøgt at foretage sprængning i opgangen på Nyborgvej, og dermed sat de 25 mennesker der befandt sig i bygningen på daværende tidspunkt liv i overhængende fare. Forsøget skulle være foregået den 30. december 2023 ca. kl. 03.30.

Det lykkedes ikke for de fire tiltalte at komme ind i opgangen, og i stedet blev sprængstoffet gjort klar til sprængning ved montering af et kanonslag ude foran opgangen. Denne sprængning mislykkedes dog, da de blev opdaget og forstyrret af en politibil, der ankom til adressen. De fire forlod derfor stedet.

Alle de anholdte vurderes at have relation til bandemiljøet i Odense.

Ransagninger i Odense og Esbjerg

Fyns Politi har i sagen samarbejdet med en række specielenheder samt Syd- og Sønderjyllands Politi om at foretage ransagninger på en række adresser i Odense og Esbjerg for at sikre beviser i sagen.

De to anholdte personer i alderen 19 år og 22 år fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Odense onsdag den 29. januar 2025 med begæring om varetægtsfængsling. Af hensyn til efterforskningen vil der blive begæret dørlukning.