07. april 2025

|

Pressemeddelelse

Flere end 5.000 fynboere var aktive i modstandsbevægelsen under krigen

9. april er det 85-året for besættelsen af Danmark og dermed også begyndelsen på den danske modstandsbevægelse – en bevægelse hvor tusindvis af fynske mænd og kvinder deltog.

Flere end 5.000 fynboere var aktive i modstandsbevægelsen under krigen
Af: Frihedsmuseet | Foto: Frihedsmuseet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Den 9. april i år er det præcist 85 år siden, Hitlers Nazi-Tyskland besatte Danmark. Tyske kampvogne trillede ind over grænsen, mens tyske fly kastede flyvesedler ud om, at besættelsen var en realitet. 9. april 1940 markerer starten på den fem år lange besættelse af Danmark, og dermed også den spæde start på den danske modstandsbevægelse.
Mange fynboere gjorde modstand
Mindst 5.524 mennesker på Fyn ydede på forskellig vis modstand mod tyskerne. Det kan man se, hvis man søger i Frihedsmuseets omfattende modstandsdatabase. En af dem var husmor Petra Maria Petersen fra Odense (1901-1989), der gik under dæknavnet ’Lars’. Hun var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og var aktiv i adskillige modstandsaktiviteter så som industrisabotage, efterretning og den illegale presse. Petra Maria Petersen blev arresteret adskillige gange og blev blandt andet indsat i Vestre Fængsel.
Alle kan gå på jagt i Modstandsdatabasen
Petra Maria Petersen er én af de knap 100.000 danskere, der står registreret i Modstandsdatabasen. Museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen er ansvarlig for Frihedsmuseets arkiv og dermed også for Modstandsdatabasen.
Mange danskere har haft fornøjelse af at gå på opdagelse i databasen og finde oplysninger om deres familiemedlemmer. Det er nemlig muligt at finde konkrete, navngivne personer og se, hvilken type modstandsaktivitet de var engageret i. Og databasen giver i det hele taget et godt indblik i, hvordan den danske modstandsbevægelse var organiseret, hvilken type modstand der var hyppigst og hvor i landet, den fandt sted, fortæller Gry Scavenius Bertelsen.
Gry Scavenius påpeger dog, at det er vigtigt at holde sig for øje, at Modstandsdatabasen ikke omfatter samtlige modstandsfolk i Danmark.
Vi har ikke haft mulighed for at gennemgå alt kildematerialet, lige som det ikke er alle modstandsfolk, der har afsat sig spor. Hvis vi modtager nye oplysninger, bliver databasen opdateret.
For eksempel blev modstandsdatabasen udvidet i 2024, da Frihedsmuseet fik kendskab til en hidtil ukendt modstandskvinde, der ikke var registreret i databasen.
Tilgængelig for alle
Frihedsmuseets Modstandsdatabase er gratis og offentligt tilgængeligt for alle, der har lyst til at dykke ned i de danske modstandsfolk – den kan findes her. I databasen kan man blandt andet grave sig frem til, at modstandsaktiviteterne på Fyn omfattede alt lige fra likvideringer, jernbanesabotage til industrisabotage, efterretningstjeneste og faldskærmsagenter. Billeder fra besættelsestiden kan blandt andet findes i Frihedsmuseets omfattende online samling. Billedet øverst i denne artikel viser tyske soldater på Lillebæltsbroen i dagene efter 9. april 1940. Foto: Frihedsmuseet
Event Information