Skånsom placering
For alle placeringer gælder det, at der er erhvervslokaler i stueetagen, og at forvaltningen vurderer, at skærmene vil blive opstillet på en måde, så det ikke generer brugerne af de lokaler. Det er også vurderingen, at skærmene ikke vil have nogen påvirkning på beboerne i etagerne over. Den skånsomme placering i forhold til beboerne var et afgørende argument for by- og kulturrådmand Søren Windell.Vi har meget restriktive rammer for skærme og lysreklamer i byen, og det er godt, for vi skal værne om beboernes hverdag og om byens udtryk. Det var også derfor udvalget for nyligt sagde nej til en dispensation for lysreklamen på toppen af Fisketorvet. Men vi skal naturligvis også følge med udviklingen, der hvor det giver mening. I denne sag har forvaltningen fremlagt et godt balanceret forslag, hvor vi kan give leverandørerne nye moderne muligheder, samtidig med at vi værner om byens udseende og om naboernes nattesøvn, siger Søren Windell.De nye digitale reklamestandere vil gøre det nemmere og mere fleksibelt at skifte indholdet og for eksempel målrette det mod aktuelle begivenheder i byen. Selvom By- og Kulturudvalget onsdag besluttede at give dispensation fra lokalplanen, så er de digitale skærme dog ikke lige på trapperne. De vil tidligst blive sat op fra den 1. januar 2026, og det vil være den kommende leverandør af byudstyr, der vælger, om man foretrækker den digitale løsning eller fortsætter med de eksisterende plakater.
