Skip to main content
7. september 2023

Frederik glæder sig til at optræde på hjemmebane med Verdensholdet

DGI Verdensholdet optræder den 20. september i Odense Idrætshal, og det bliver noget helt særligt for Frederik – han er nemlig på hjemmebane.

Af: Rikke Hansen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA DGI

Frederik Skytthe begyndte sin gymnastikkarriere i Odense. Derfor glæder han sig ekstra meget til at skulle optræde på hjemmebane sammen med DGI Verdensholdet den 20. september i Odense Idrætshal.

Når Frederik Skytthe går på gulvet i Odense Idrætshal, så er det med ekstra mange sommerfugle i maven. Det er nemlig hjemmebane. Frederiks gymnastiske karriere begyndte i hjertet af Fyn, hvor han har været aktiv i Odense Gymnastik Forening det meste af sin folkeskoletid. Han har også sprunget på De Rustne Søm.

Jeg glæder mig helt vildt meget, fordi hele den store familie kommer. Så jeg kan godt mærke, at der er meget stolthed forbundet med det her show, fortæller Frederik Skytthe, der er gymnast på DGI Verdensholdet.

DGI Verdensholdet består af 28 af Danmarks aller dygtigste gymnaster, der lige nu rejser landet rundt og optræder med showet KATA.
Et show, der bliver fyldt med power, vilde spring og rytmisk gymnastik, som indebærer alt fra klassisk gymnastik til forskellige dansestilarter som moderne bevægelse med afsæt i hip hop og floorwork.

Jeg ser frem til at vise det indslag, som vi kalder ’Faret vild’. Der laver jeg nemlig et parstykke til en meget smuk sang, og det er nogle rigtig dejlige bevægelser, siger Frederik.

Gymnasterne har brugt hele sommeren på at lære alle koreografierne og sammensætte showet. De har trænet over otte timer om dagen på BGI Akademiet syd for Horsens.
DGI Verdensholdet optræder i 13 forskellige danske byer som en del af deres Take Off turné, før de til oktober rejser ud i verden for at optræde og inspirere til leg og bevægelse.

Billetter til showet i Odense den 20. september kan købes her.

Fakta
  • DGI Verdensholdet består af 28 af Danmarks bedste gymnaster.
  • Holdet bliver udtaget hvert andet år, og gymnasterne går på holdet fuld tid i et år.
  • Holdet rejser cirka et halvt år ud i verden, hvor de laver shows og workshops.
  • Lige nu er de på Take Off turné, hvor de viser det show, de skal rejse jorden rundt med.