Skip to main content
16. februar 2026

Fyns Politi har udarbejdet et konfliktnotat omkring den aktuelle situation i Odense

Gennem en rum tid har der været utryghedsskabende hændelser i og omkring Odense. Det omfatter blandt andet bevidste påkørsler samt eksplosionsbranden i Korsløkkeparken.

Af: Fyns Politi | Foto: AI-genereret / LokalNyt Odense
PRESSEMEDDELELSE

Fyns Politis efterforskning har afdækket, at der med stor sandsynlighed er tale om en konflikt mellem den ulovlige gruppering LTF (Loyal to familia) og en gruppering, som Fyns Politi har døbt Korsløkkegruppen.

Hændelserne, herunder eksplosionsbranden, der fandt sted i Korsløkkeparken, tages meget alvorligt og efterforskes aktuelt af Fyns Politi.

Fyns Politi har lige nu fokus på tre ting:
  • Det ene er at fange og straffe de personer, som er ansvarlige for de farlige og meget utryghedsskabende hændelser, der allerede har været.
  • Det andet er at sikre trygheden og sikkerheden for de borgere, der bor og færdes i Odense.
  • Og det tredje er at forhindre nye hændelser, siger vicepolitiinspektør ved Fyns Politi Michael Lichtenstein.

Vi forstår godt at den her situation kan opleves utrygt, og vi vil gerne forsikre borgerne om, at vi bruger alle tilgængelige værktøjer for at inddæmme den nuværende konflikt, herunder visitationszoner og skærpet strafzone, ligesom vores efterforskning har massivt fokus på individer, der kan knyttes til konflikten, fortsætter Michael Lichtenstein.

Fyns Politi vil løbende – og når efterforskningen tillader det – melde ud vedrørende konflikten.

Har man tips eller viden om ovenstående, som man ønsker at dele med politiet, kan man altid få fat i os på 114 eller tippe os via politi.dk.