02. december 2025

|

Pressemeddelelse

Fyns Politi og Energi Fyn holder øvelse i Odense

Fyns Politi og Energi Fyn holder to større øvelser på flere af Energi Fyns og Vores Elnets i Odense den 3. december og igen den 10. december.

Fyns Politi og Energi Fyn holder øvelse i Odense
Af: Energi Fyn | Foto: Energi Fyn

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Øvelserne har til formål at træne politiets arbejde og Energi Fyns beredskab i forbindelse med diverse hybride trusler og forsøg på sabotage mod kritisk infrastruktur. Øvelserne vil foregå på flere af Energi Fyns og Vores Elnets lokationer i Odense. Under øvelserne vil der blive kørt udrykningskørsel, ligesom der enkelte steder vil blive skudt med løs ammunition samt anvendt droner. Ingen vil komme til skade, og strømforsyningen vil ikke blive påvirket.
En usikker verden
Både el- og fibernettet er kritisk infrastruktur, og risikoen for angreb er steget markant de seneste år.
Verden er blevet betydelig mere usikker de seneste år, og som operatør af kritisk infrastruktur skal vi forholde os til et stigende trusselsniveau, der stiller stadig større krav til os. Det er essentielt for os at forberede os på de værst tænkelige situationer. Vi bruger derfor øvelserne til at træne vores beredskab, fortæller Bent Agerholm, adm. direktør hos Energi Fyn.
Energi Fyn har øget sine investeringer inden for sikkerhed og beredskab anseligt de seneste år.
Elnettet i Danmark er udbygget i fredstid, men desværre lever vi i en verden, hvor der er stor geopolitisk usikkerhed. Hos Energi Fyn har vi derfor stort fokus på at sikre både elforsyningen og fibernettet mod cyberangreb og sabotage. Vi investerer store beløb i øget sikkerhed og overvågning. På cyberområdet har truslen i længere tid været helt konkret, og der har været flere tilfælde af cyberangreb i Danmark. Vi har ikke på samme måde oplevet angreb i den fysiske verden, men det skal vi desværre nok forberede os på. Derfor er det vigtigt for os at deltage i øvelser med myndighederne, så vi har styr på vores procedurer, hvis vi skulle blive ramt, forklarer Bent Agerholm.
Opstår der en aktuel krise eller større strømafbrydelse på dagen, vil øvelsen blive afbrudt. Vi ønsker ikke at oplyse nærmere detaljer omkring øvelserne.

Galleri

Event Information