For mig handlede det altid om historier. Og om at skabe et outlet, hvor jeg kunne være min egen herre. På den måde blev musikken mit hjem, siger Lydmor.Hun er en af fem kunstnere, der er udvalgt gennem et open call via den danske musikorganisation ROSA til at optræde i den danske pavillon i Paris under OL. Her vil Lydmor optræde med sin akustiske tilgang, som hun afslørede på sit album 'Nimue' i 2022. Albummet fik høje anprisninger fra anmelderne og definerer en ny tonalitet for kunstneren.
Jeg har valgt det akustiske set up til Paris, fordi det bringer mig tættere på publikum. Scenen og rummet har allerede en intimsfære, og når jeg spiller akustisk, tester jeg mig selv på, hvor intimt det kan blive. Det kræver et ekstremt nærvær af mig, siger Lydmor, der også har haft sin debut som forfatter og filminstruktør.Lydmor glæder sig til at spille i Paris – og føler sig meget stolt over at være blandt de fem udvalgte kunstnere.
Tænk at blive regnet med i en så dygtig gruppe, siger hun med et smil.Lydmor kan høres i den danske pavillon ved to daglige koncerter den 5., 6. og 7. august. Desuden spiller DAYYANI, JJ Paulo, Brimheim og Teitur på andre datoer. Der er gratis adgang. Artisterne er udvalgt i et samarbejde mellem ROSA, Le Bicolore / Maison du Danemark og VisitDenmark.
