Skip to main content
22. april 2025

Gallerie Rasmus åbner ny udstilling om Kvinder i kunsten

Gallerie Rasmus åbner 2. maj udstillingen Kvinder i kunsten, der fremviser kvindens rolle som model, muse og skabende kunstner i billedkunsten.

Af: Andreas Hjort | Foto: Ole Hedeager

Fra 2. maj til 21. juni inviterer Gallerie Rasmus på Ny Vestergade 9 til udstillingen Kvinder i kunsten, der sætter fokus på kvindens mange ansigter i kunstverdenen.

Ferniseringen finder sted fredag den 2. maj kl. 16.00-17.30, hvor alle interesserede er velkomne.

Kvinden som muse og motiv har historisk set altid været en central del af billedkunsten, lige fra den 30.000 år gamle statue Venus fra Willendorf til nutiden. Som udøvende kunstner er kvinden som aktør dog en anden.

Fra usynlighed til ligestilling

Før år 1900 var der kun få kvindelige malere med succes i offentligheden. Ligesom i litteraturen starter kvinders offentlige selvstændige succes indenfor kunsthistorien med Det moderne gennembrud.

Kvinder, der lykkedes med deres kunstneriske karriere i denne periode, var ofte gift med betydningsfulde mandlige kunstnere. Michael og Anna Ancher er måske det mest kendte malerægtepar, men der var også mange andre kunstnerpar. Det var ikke tilfældigt, da en kunstnerisk anerkendt ægtemand kunne være afgørende i et fag, hvor kvinder generelt blev udelukket. Denne delvise usynlighed er ændret, og i dag er kvindelige kunstnere på lige fod med mandlige.

På udstillingen Kvinder i kunsten ses kvinden både som model, muse og som udøvende kunstner. Der vil være værker af Artigasplanas, Linda Horn, Anne Brérot, Maise Corral, Ole Hedeager, Jan Klein, Kurt Mair, Viktor IV, Lone Osmann, Carsten Rudolfsen, Hans Sieverding, Kai Lindemann, Pere Sala, Andy Warhol, Søren Wullum, Robert Lund Jensen og flere.